Corona-håndtering: Ikke-akut vedligehold er udskudt hos Det Kgl. Bibliotek

Corona-udbruddet har budt på en ny hverdag hos Det Kgl. Bibliotek. Alle lokationer er lukket for besøgende og medarbejderne er sendt hjem for at mindske spredningen af corona-virus.

Corona-håndtering: Ikke-akut vedligehold er udskudt hos Det Kgl. Bibliotek | Optimering.nu

Det globale corona-udbrud stiller helt nye krav til hverdagen hos mange virksomheder. Et af de områder, der ikke står stille, selvom verden er sat på lavblus, er vedligehold. Vi har taget en snak med en række danske vedligeholdschefer om, hvordan de styrer deres vedligehold igennem krisen.

Hos Det Kgl. Bibliotek tager man corona-udbruddet særdeles alvorligt. Som statsinstitution har biblioteket valgt at gå forrest og følge regerings retningslinjer til punkt og prikke. Den 130.000 m2 store bygningsmasse er lukket ned og alle medarbejderne er sendt hjem for at mindste spredningen af corona-virus.

Normalt har tusinde af studerende deres daglige gang på Det kgl. Bibliotek, der fungerer som universitetsbibliotek for en række danske universiteter, herunder Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Roskilde Universitet. Også de kulturinteresserede strømmer normalt til intuitionens mange arrangementer og udstillinger. I dag står bygningerne tomme, og hverdagen er forandret – for både besøgende og ansatte.

En af de medarbejdere, der har rykket kontoret hjem i spisestuen, er Christian Bruun, bygningschef hos Det Kgl. Bibliotek. Han og hans 13 medarbejdere er alle sendt hjem og skal, så vidt muligt, klare arbejdsopgaverne hjemmefra.

»Vores arbejdsopgaver omfatter alt inden for bygningsdrift. Vi klarer alt fra at ordne et stoppet toilet til at tegne de store streger, når nye bygninger skal anlægges. Derfor består mit team af alt fra ejendomsfunktionærer til maskinmestre og arkitekter,« fortæller Christian Bruun, der, som bygningschef, er ansvarlig for Det Kgl. Biblioteks 130.000 m2 store bygningsmasse samt alle tekniske anlæg i København og Aarhus.

 

Bevarelse af dansk kulturarv

Hjemsendelse betyder, at ikke-akut vedligehold er udskudt på ubestemt tid. Som nationalbibliotek er en af Det Kgl. Biblioteks fornemmeste opgaver at bevare den danske kulturarv i form af tekst billeder og lyd.

»Det Kgl. Bibliotek varetager en vigtig opgave, og vi kan ikke lade vores bygninger stå efterladte og forvente, at alt er, som det plejer, når vi kommer tilbage igen. Derfor tilser vi dagligt vores bygninger, der opbevarer dansk kulturarv. I dag kan man få mange informationer digitalt, men mange af vores anlæg i bogmagasinerne er af ældre dato. Derfor har vi efter et vagtskema én medarbejder i København og én medarbejder i Aarhus der dagligt tilser bygningerne, herunder blandt andet temperaturer og luftluftighed i magasinerne,« fortæller Christian Bruun.

Selvom ikke-akut vedligehold er udskudt, bliver der fortsat arbejdet på bibliotekets bygninger.

»Vi har sendt alle vores interne medarbejdere hjem og udskudt ikke-akut vedligehold, ligesom vi ikke søsætter nye ombygnings- eller vedligeholdsprojekter – selvom bygningerne jo står tomme. Vi har en række igangværende projekter, hvor vi har tilknyttet eksterne leverandører. Disse projekter kører videre i det omfang regeringens retningslinjer kan overholdes fra leverandørernes side.«

 

En ny hverdag

I dag ser hverdagen noget anderledes ud for Christian Bruun og hans kolleger. Til trods for de ændrede omstændigheder, er Christian Bruun positivt overrasket over, hvor godt arbejdet kan fortsættes hjemmefra:

»Der er selvfølgelig nogle ting, vi ikke kan klare hjemmefra, men generelt er jeg overrasket over, hvor godt hjemmearbejdet går. En del af min afdelings opgaver er i forvejen koordinerings- og planlægningsopgaver, og disse opgaver kan sagtens udføres tilfredsstillende hjemmefra. Vi er for eksempel i gang med projektering af en række ombygningsprojekter, hvor møder med rådgiverne nu holdes via Skype. Det fungerer meget godt. Den største udfordring ligger hos børnefamilierne, der kan have svært ved at få en hverdag til at fungere i disse tider. Her har Det Kgl. Bibliotek stor forståelse for, at medarbejderne ikke nødvendigvis kan nå en syv timers arbejdsdag.«

Christian Bruun fortæller, at corona-udbruddet også i fremtiden vil få konsekvenser for ham og hans afdeling. Udskydelsen af planlagt vedligehold betyder blandt andet, at han og hans afdeling vil få travlere end normalt, når alting vender tilbage til normalen.

»Vi kommer heller ikke udenom, at Det kgl. Bibliotek er en statsinstitution, hvorfor vores budgetter finansieres via finansloven. Staten skyder lige nu mange penge i corona-hjælpepakker. Det Kgl. Bibliotek skal være med til at fylde hullet. Derfor er det utopisk at tænke, at statslige besparelser ikke kommer til at ramme os. Vi kommer formentligt til at udskyde nice-to-have projekter og fokusere på need-to-have,« fortæller Christian Bruun om corona-udbruddets betydning for hans arbejde.

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Dyrlægen

Annonce

Dyrlægen