Lindø bliver til Odense Havn: Danmarks største havn ændrer navn

LINDØ port of ODENSE tager navneforandring til Odense Havn. Samtidig med navneskiftet træder havnen ind i fremtiden og vender sig ud imod verden med budskabet om, at Odense Havn både har verdens mest unikke faciliteter og investeringsvilligheden til at kunne indfri kundernes ønsker og behov.

24.06.2021: Lindø bliver til Odense Havn | Optimering.nu
Danmarks største havn målt på kvadratmeter, LINDØ port of ODENSE, ændrer navn til Odense Havn.

Navneskiftet er et led i den udvikling, som havnen har været igennem, siden Odense Havn købte Lindø Industripark i 2014. Nu er de to hæderkronede virksomheder transformeret, og dermed er Odense Havn klar til at træde ind i fremtiden og indfri det potentiale, som specielt den grønne omstilling byder på.

»Lindø-navnet er en stor og væsentlig del af vores historie, vores værdier og vores DNA. Det ændrer sig ikke, men Odense Havn er meget mere end det. Vi har brugt nogle år på at fusionere havnen og industriparken og bygge fundamentet til et moderne erhvervseventyr. Nu er vi klar til at træde endnu mere i karakter og justere vores profil til at være dét, vi i virkeligheden er – nemlig en moderne samarbejdspartner for virksomheder, der ønsker at flytte produkter og markeder, transportere varer og gods og ikke mindst skabe nye produktionsfaciliteter. Derfor ændrer vi navn til Odense Havn,« siger Carsten Aa, administrerende direktør hos Odense Havn og tilføjer:

»Havnen har siden 1803 været garant for, at Odense kunne udvikle sig og blive en vigtig industriby, og vi er stadig motoren i byens udvikling, men vi har samtidig udviklet os til mulighedernes havn. Derfor er vores nye profil også en invitation til virksomheder verden over om, at vi er klar til at tage imod dem og investere i en fælles fremtid.«

 

Rummer en verden i vækst

Siden Odense Havn for syv år siden købte Lindø Industripark har man sammen udviklet sig, så Odense Havn i dag tilbyder stærke logistikløsninger og nogle af verdens mest unikke faciliteter, der sikrer optimale rammer for produktion, lagring og udskibning af store komponenter inden for både bæredygtig havvindmølleproduktion og offshore-installationer, maritim værftsindustri samt tung produktion.

Det er på det solide fundament, at havnen med navneskiftet træder ind i fremtiden og inviterer virksomheder fra hele verden til Odense og Munkebo.

»Vi har i mange år nydt godt af Mærsks energi, viljestyrke og forkærlighed for Odense og Munkebo. Det er det fundament, vi står på, men Odense Havn har nu også faciliteterne og investeringsvilligheden til at rumme en verden i vækst,« siger Carsten Aa og tilføjer:

»Vi er en moderne havn, og vi er en værdifuld medspiller, hvis man flytter varer eller skal producere meget store produkter, som eksempelvis fundamenter eller naceller til vindmøller. Det er vi, fordi vi fra starten har været det sted, hvor den grønne omstilling kunne få plads til at gro. Vi kan forstå og spille med på dét, det kræver for virksomhederne at kunne skabe de komponenter i den størrelse og med de faciliteter, de skal bruge. Og så har vi en forståelse for, at man hele tiden i vores branche skal være mindst ét skridt foran udviklingen.«

 

Milliardpotentiale i EU’s ambitioner

Netop den grønne omstilling repræsenterer et af de største vækstpotentialer for Odense Havn. EU har nemlig et mål om at være klimaneutrale senest i 2050, og en ny rapport fra Wind Europe konkluderer, at den ambition vil kræve 25 gange mere havvind end i dag. Og alene frem mod 2030 vil det kræve en investering på 50 milliarder kroner i de europæiske havne at kunne levere den påkrævede ekspansion.

»Rapporten fra Wind Europe peger på, at der skal investeres i dybere sejlrender, udvidede havnearealer og dybere havnebassiner. Det er investeringer, vi allerede er i gang med. Samtidig ligger vi perfekt placeret mellem Østersøen, Nordsøen og Det Irske Hav, hvor rigtig mange af de store havvindmøller skal placeres, og det er helt afgørende i forbindelse med den grønne omstilling, hvor produkterne jo er ved at blive så store, at de slet ikke kan transporteres ad landevejen,« siger Carsten Aa og tilføjer:

»Derfor er det vores forventning, at Odense Havn vil vækste markant, tiltrække endnu flere virksomheder og skabe endnu flere grønne arbejdspladser i de kommende år.«

 

Kort om Odense Havn

Odense Havn er Danmarks største havn målt på areal og er perfekt placeret mellem Nordsøen og Østersøen. Odense Havn tilbyder stærke logistikløsninger og nogle af verdens mest unikke faciliteter, der sikrer optimale rammer for produktion, lagring og udskibning af store komponenter inden for både bæredygtig havvindmølleproduktion og offshore-installationer, maritim værftsindustri samt tung produktion. Odense Havn dækker i alt 7,5 millioner kvadratmeter industri- og havneområde fordelt mellem Terminal City i Odense samt Terminal Nord og -Syd på Lindø. Odense Havn tilbyder en lang række kerneydelser, som strækker sig fra traditionel havneforretning til udlejning af bygninger og arealer, kraner og mandskab, lastning/losning af skibe samt løfte- og transportopgaver med videre.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering