Lolland bliver centrum for energilagring i varme sten

Energi- og fiberkoncernen Andel vælger at placere nyt energilagringssystem ved Rødby. Det er en ideel lokation i arbejdet med at fjerne én af barriererne for den grønne omstilling.

Lolland bliver centrum for energilagring i varme sten | Optimering.nu

Rødby kan se frem til at blive hjemsted for et nyt energilagringsanlæg, som har potentiale til at løse en af barriererne for en fremtidig 100 procent grøn el-forsyning. Anlægget bliver af typen GridScale, som kan gemme strømmen fra de tidspunkter, hvor vinden blæser og solen skinner, til senere brug.

»Vi står som samfund over for en fuldstændig afgørende og omfattende opgave med at mindske klimaforandringerne. Set i lyset af den seneste klimarapport fra IPCC er opgaven ikke blevet mindre. I Andel vil vi gerne være en del af løsningen og gå foran ved at investere i grøn omstilling, for eksempel gennem udbygning af ladeinfrastruktur, men også ved at bruge vores viden til at udvikle nye grønne teknologier. Derfor glæder det mig også, at vi nu har fundet den helt rigtige geografiske placering og kan sætte turbo på opførelsen af vores energilager, så vi kommer et skridt nærmere at lagre strømmen fra vedvarende energikilder,« siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør i Andel.

Andel og Stiesdal Storage Technologies har de seneste måneder afsøgt forskellige geografiske muligheder for placering af det første GridScale lager, og valget faldt på Rødby.

»Vi har lagt vægt på, at lageret opføres og testes, hvor vores ejere, andelshaverne, bor. Desuden skal det være et sted, hvor vi allerede nu kan se de muligheder og udfordringer, som kommer med elektrificeringen af samfundet og de stadigt stigende mængder vedvarende energi fra for eksempel vindmøller. Og så skal der være plads til at udvide lageret og til eventuelt også at teste og udvikle nye lagermetoder. Ud fra de kriterier er Lolland perfekt,« siger Jesper Hjulmand.

 

Markedet er enormt

»For os er Rødby en god placering, både hvad angår det konkrete naboskab til Rødby Varmeværk og den regionale forsyningssituation, hvor Lolland har et stort overskud af vedvarende energi. Det er præcis i sådan en sammenhæng, at vores lagringsteknologi vil kunne gøre en forskel og bidrage til en langt større integration af strøm fra sol og vind end hidtil muligt. Markedet for lagring af elektricitet fra vedvarende energikilder er enormt, og vi forventer, at GridScale-anlæggets kombination af lang afladningstid og lav omkostning vil tiltrække international opmærksomhed,« siger Peder Riis Nickelsen, CEO, Stiesdal Storage Technologies.

Rødby Varmeværk ser positivt på placeringen af energilageret og opfatter det som et vigtig tiltag ud fra såvel nationale interesser som egne ønsker om fremtidig varmeforsyning.

 

Skaber lokal udvikling

Fra Lolland Kommune siger borgmester Holger Schou Rasmussen:

»Det er fantastisk, at Andel og Stiesdal Storage Technologies med det nye stenlager bliver en del af energiklyngen på Lolland, og jeg ser det som et resultat af årtiers arbejde med vedvarende energi på Lolland. Vi bliver ofte spurgt, hvorfor der skal produceres mere grøn strøm på Lolland, når vi allerede er selvforsynende, og stenlageret er en del af svaret. For Lolland Kommune er det afgørende, at vi bidrager til den grønne omstilling i Danmark, men vi kan også se, at adgangen til rigelig grøn energi skaber lokal udvikling og tiltrækker nye virksomheder. Udnyttelsen af overskudsstrøm gennem lagring eller produktion af gas, brint og ethanol bliver en vigtig industri i fremtiden.«

 

Løser højaktuel problemstilling

På Lolland-Falster er produktionen af vedvarende energi så stor, at der til tider må lukkes for energiproducerende anlæg, idet forbruget ikke matcher produktionen.

»Her har vi et klokkeklart eksempel på en af de udfordringer, som kommer med den grønne omstilling. Der er masser af vedvarende energi, men det kan ikke transporteres væk fra Lolland-Falster uden meget store investeringer i den elektriske infrastruktur. Alene havvindmøllerne producerer dobbelt så meget, som der bruges lokalt. Derfor skal man bruge elektricitet til noget andet, eller man skal kunne lagre det,« siger Jesper Hjulmand.

GridScale-lageret ved Rødby vil være et demonstrationslager, som skal benyttes mindst 10-15 år efter opførelsen. Når de nødvendige byggetilladelser er på plads, vil opførelsen af lageret starte. Andel forventer, at det kan ske i efteråret, og at lageret er klar til at tage imod energi fra sol og vind om cirka et års tid.

Andel og Stiesdal Storage Technologies forventer, at GridScale lagrene kan stå ved solcelle- og havvindmølleparker ved transformerstationer og industrielle anlæg.

 

Elektricitet fra varme sten

Potentialet i energilagring i sten er dokumenteret i to danske innovationsprojekter gennemført på DTU Risø af henholdsvis Andel og Stiesdal Storage Technologies. I begge projekter bliver elektricitet lagret som varme i sten – og den varme kan benyttes til at producere elektricitet, når der er behov.

Projekterne bekræftede, at sten kan holde til gentagne opvarmninger, at det er muligt at få energien ud af lageret igen ved en konstant temperatur, og at et storskalalager kan bidrage til at løse udfordringer i el-systemet. Dermed blev vidensniveauet for storskalalagre løftet fra en ide til noget, der er realistisk og teknisk muligt.

 

Kort fortalt: Sådan virker det!

Energilagering i sten, som Andel og Stiesdal arbejder på, indeholder knuste sten i ærtestørrelse, og de opbevares i isolerede ståltanke. Når der er overskud af strøm på el-nettet, bliver lageret opladet ved, at et specialkonstrueret varmepumpesystem flytter varm energi fra ét sæt af tanke til et andet.

Stenfyldet bliver koldere i de tanke, hvor energien tages fra, mens det bliver meget varmere, helt op til cirka 600 grader, i de tanke, som modtager varmen.

Varmen kan opbevares i stenene i mange dage, og når der på et tidspunkt er behov for mere strøm på el-nettet, tilbageføres varmeenergien igen fra de varme tanke til de kolde tanke. Det sker i en turbine, der producerer elektricitet. Denne løsning giver en høj effektivitet takket være lavt energitab.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering