2BM vil gøre en grøn forskel via kunderne

SAP-konsulentvirksomheden 2BM vil hjælpe sine kunder på bæredygtighedsrejsen og på den måde gøre en større forskel i den grønne omstilling. På DDV’s konference om ansvarligt vedligehold fortæller CEO Lars Bork Dylander om, hvordan det foregår i praksis.

Lars Bork Dylander, CEO og partner hos SAP-konsulentvirksomheden 2BM.
Lars Bork Dylander, CEO og partner hos SAP-konsulentvirksomheden 2BM.

»Vores kunder er nogle af de største danske virksomheder – både i industrien og andre steder – så hvis vi kan hjælpe dem med at blive mere bæredygtige, så vil det gøre en meget stor forskel. Så kan vi være den lille mus, der får elefanten til at flytte sig.«

Sådan siger CEO og partner fra SAP-konsulentvirksomheden 2BM, Lars Bork Dylander, der er blandt talerne på DDV’s konference ’Bæredygtighed, Grøn omstilling og Verdensmål – hvad betyder det for vedligehold?’ i Fredericia 20. april 2022.

2BM er totalleverandør baseret på SAP og beslægtede teknologier, og leverer rådgivning, licenser, implementering og applikationsstyring til sine kunder. Virksomheden tæller knap 100 ansatte i Danmark og 10.000 på verdensplan i alliancen United VARs.

For at fejre sit 20-års jubilæum i 2020 gik 2BM sammen med projektet ’One Tree Planted’ om at plante 100 træer om måneden, plus ekstra baseret på tilmeldinger til virksomhedens nyhedsbrev. I skrivende stund er det blevet til over 3.000 træer, der er plantet over hele verden blandt andet i Danmark, USA, Kenya og Haiti.

Men det er altså på de eksterne linjer, at 2BM ser sig selv gøre den største forskel, understreger Lars Bork Dylander. Til det formål har virksomheden zoomet ind på det område, der hedder refrigerant management, som kort fortalt handler om ansvarligt forbrug og håndtering af kølegasser, der kan gøre langt større skade på klimaet end CO2.

»De her forskellige kølegasser bidrager faktisk meget signifikant til den globale opvarmning. Mere end elproduktionen, langt mere end biltransporten og søfarten. Men til trods for det er det et overset område. Vi ser så på industrien, hvor vi til at starte med må anerkende, at vi ikke kan undvære de her gasser,« siger han.

 

Holde end-to-end-kæden lukket

Som eksempel nævner han SF6, der har nogle fantastiske egenskaber som eksempelvis isolator i højspændingsudstyr, men også er 23.000 gange kraftigere end CO2 og bliver hængende i atmosfæren i 3.200 år. Desværre er der ikke rigtig nogle gode alternativer til den, og derfor handler det om at håndtere den optimalt og undgå udslip mest muligt.

»Vores opgave er så at bygge noget software, der gør os dygtige til at holde hele end-to-end-kæden lukket, ved at have styr på, hvor meget gas vi køber, hvor meget vi har på lager, hvor meget vi bruger i vores infrastruktur, og hvor meget gas vi tapper af igen og returnerer til destruktion,« forklarer Lars Bork Dylander.

Pointen er, mener han, at virksomhederne kan blive meget bedre til at måle på de enkelte led i kæden. Og det behøver sådan set ikke være så svært, de skal bare vide, hvor de skal sætte ind. I den forbindelse er 2BM’s løsninger, som leveres til for eksempel serviceteknikere og lagermedarbejdere, en hjælpende hånd.

Lige nu arbejder man meget med netop SF6 som omdrejningspunkt for sin såkaldte compliance-by-design-model, der så skal være en forløber for en lignende model centreret omkring den allestedsnærværende HFC-gas. Det er noget software, som man fra 2BM’s side ser som win-win – man er både med til at gøre noget godt for kloden samtidig med muligheden for at kunne lave en god forretning, som Lars Bork Dylander formulerer det.

 

CO2-aftryk bliver et konkurrenceparameter

Når det skal blive til virkelighed, er de førnævnte serviceteknikere de allervigtigste medarbejdere, påpeger han, og derfor glæder han sig også meget til at tale til netop dem på konferencen 20. april.

»Serviceteknikerne sidder jo med nøglen til, hvordan vi passer bedst muligt på vores udstyr og får det til at producere med det mindst mulige CO2-aftryk. Det er også dem, der kan måle på, hvor stort CO2-aftrykket fra fremstilling af en bestemt produktion egentlig er. Og når vi kan måle på det, kan vi optimere på det og på vores vedligehold. Så serviceteknikerne bliver et hovedfokus i mit oplæg hos DDV,« siger han.

Med ny lovgivning lige på trapperne fremhæver Lars Bork Dylander også, hvordan der i hans optik ikke er nogen som helst tvivl om, at CO2-aftryk også bliver et tungtvejende konkurrenceparameter inden for en ganske nær fremtid, hvilket igen understreger, at det er noget, virksomhederne er nødt til at forholde sig til af hensyn til deres omdømme og ”license to operate”.

»De her ting er jo en del af virksomhedernes ESG-regnskab med det danske klimamål, FN’s 17 Verdensmål og så videre oven i, og det er en del af deres brand. Og så kommer der jo forhåbentligt også en CO2-afgift, som betyder, at man skal betale for det, man sviner,« siger han.

Blandt de andre emner, som han (muligvis) vil komme ind på, nævner Lars Bork Dylander introduktionen af CO2/klimaaftryk som målepunkt på linje med pris og kvalitet i MRP- og ERP-systemer og brugen af blockchain som sporingsredskab til for eksempel at opdage lækager.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering