Den Danske Vedligeholdsforenings netværk spænder bredt med fokus på videndeling og sparring, der kan hjælpe professionelle fra en bred vifte af brancher. På tværs af industrierne er sikkerhed en af de vigtigste fællesnævnere, og på den baggrund er et nyt netværk om maskinsikkerhed nu ved at se dagens lys.
Safety-netværket skal beskæftige sig strategisk med maskiner i virksomheder med emner som CE-mærkning, risikovurdering og Functional Safety på dagsordenen. Netværket vil dykker ned i relevante direktiver og standarder, så medlemmerne er bedre klædt på – uanset om man driver, bygger eller køber maskiner og procesanlæg.
Netværket hører sammen med to andre netværk om henholdsvis risikovurdering og højspænding, og bliver faciliteret af Jesper Deleuran Larsen fra Yellow Safety og Palle Verner Hansen fra DDV.
»Vi vil gerne favne både maskiner og maskinanlæg, men også sikkerhed inden for procesindustrien. Det har vi snakket om på de første par møder i netværket, hvor vi også har drøftet, hvilke emner, vi ellers vil rundt om. Men gruppen er selvfølgelig ikke så stor endnu, så der er fin plads til flere deltagere,« siger sidstnævnte.
Fælles for stort set alle DDV’s medlemmer er, at de kommer fra en virksomhed med nogle komplekse el-installationer. Ud af den enkelte installation hører i snit omkring 20 procent under de autorisationskrævende områder, som derfor har fået klart mest opmærksomhed, påpeger Palle Verner Hansen videre.
»De resterende 80 procent har nærmest været glemt, men her er der begyndt at dukke en efterspørgsel op de sidste par år, fordi der er flere og flere, der mangler den uvildige rådgivning og ikke-kommercielle videndeling, vi kan levere i DDV,« siger han.
Safety-netværket skal med andre ord være et uafhængigt forum til deling af viden og problemstillinger deltagerne imellem. På det første møde deltog både folk, der indkøber, drifter, servicerer og vedligeholder både maskin- og procesanlæg, men også et antal rådgivere fra branchen.
»Mit indtryk er, at rådgiver langt hen ad vejen er lige så meget i vildrede omkring, hvordan lovgivningen ser ud som fagfolkene selv. Så de vil også gerne spare med os og med hinanden, om end ud fra en forudsætning om, at de er aktivt med i diskussionerne, men uden at netværket er en salgsplatform,« siger Palle Verner Hansen.

Formår at bevare nysgerrigheden
De gode netværk er en særdeles vigtig del af hele grundlaget for DDV’s eksistens, påpeger Johnny Nielsen, der er facilitator for El-netværket. Folk kommer til møderne igen og igen, fordi de får noget værdifuldt ud af at dele viden og erfaringer med ligesindede fra andre brancher, mener han.
»Vores stærkeste kort er, at vi formår at bevare nysgerrigheden for hinandens udfordringer, for det er sådan, vi holder netværkene i gang. Og det er en stor glæde,« siger Johnny Nielsen.
Apropos erfaring, så er det noget, både han og Palle Verner Hansen har en hel del af efter ganske mange år på arbejdsmarkedet. Heri ligger også en udfordring i form af at få nogle yngre kræfter med i de forskellige netværk, hvilket dog er lettere sagt end gjort.
»Netværk betyder noget andet for de unge mennesker i dag, og det er ikke en prioritet for dem på samme måde som for nogle af os mere rutinerede kræfter. Det er der ikke nogen nem eller hurtig løsning på, men vi ved, at der er gevinster at hente for alle, og det skal vi selvfølgelig få fortalt,« siger Palle Verner Hansen.
Som eksempel nævner Johnny Nielsen, hvordan man fra et af netværkenes side har hjulpet en kollega, der er ved at gennemføre Diplom i Vedligehold fra CDV på Fredericia Maskinmesterskole med at skaffe værdifuld empiri til sin opgave.
»Det er jo der, netværkene er bedst, og noget som man ikke kan lade være med at blive meget stolt over. Og det bekræfter igen vores motto om, at ’Det den ene ikke ved, det ved den anden’,« siger han.
Også oplagt for selvstændige
Når det gælder Safety Netværk, er målgruppen som nævnt ansvarlige for drift og vedligehold af maskin- og procesanlæg, og også folk, der sidder med indkøb og commissioning af anlæggene. Det er således en særdeles bred skare af folk, man gerne vil ramme.
»Der er jo ikke mange begrænsninger, for hvis man ser på, hvad et maskinanlæg er, og hvor mange der beskæftiger sig med dem rundt omkring, så er det jo enormt mange. Og hvis de kan – og vil – åbne op i et netværk som vores om deres problemstillinger, så er der altså både ny og anderledes feedback at få,« siger Johnny Nielsen.
Netværket er også oplagt for en måske lidt overset gruppe i denne sammenhæng i form af de selvstændige i eksempelvis énmandsvirksomheder eller små startups, der i sagens natur ikke har så mange at diskutere med i dagligdagen, tilføjer Palle Verner Hansen.
»Jeg har været konsulent i mange år, og det er jo sådan, jeg selv har draget nytte af DDV; gennem sparring med andre fagfolk, der har givet mig noget andet med hjem i en slags bytte for de input, jeg selv er kommet med til deres problemstillinger. Viden for viden kan man kalde det,« siger Johnny Nielsen.