Hvis man hvert 10. minut kan forudsige skydækket over en given solcellepark, kan man også forudsige parkens elproduktion. Det vil gøre den danske elforsyning bedre og billigere, mener Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og Energinet.
De to parter er derfor gået sammen om et projekt, der via satellitfotos og kunstig intelligens skal komme med hyppige og præcise prognoser for mængden af solskin, der rammer de enkelte solcelleparker, som vil gøre Energinet bedre i stand til at balancere elnettet.
I dag modtager Energinet nye vejrprognoser hver 3. time, men med projektet er målet at opnå en frekvens for opdateringerne af prognoserne på kun 10 minutter. Det vil sænke omkostningerne til balancering af elnettet, som er stigende i takt med udrulningen af vedvarende energi i Danmark.
»Samarbejdet om at udnytte solenergien maksimalt er resultatet af, at DMI er både en vejrmyndighed og et forskningsinstitut. Vi glæder os over at kunne bidrage til den grønne omstilling med mere præcise vejrdata, og vi forudser, at behovet kun bliver større for andre frie grønne data,« siger direktør Marianne Thyrring fra DMI.
Ved at anvende hyppigere DMI-prognoser for solproduktionen, vil Energinet i højere grad være i stand til at forudse størrelsen på de ubalancer, som konstant opstår i et energisystem, der primært baserer sig på vind og sol. Og ved bedre at kunne forudse størrelsen på ubalancerne, kan Energinet, der i marts, april, maj og juni 2025 brugte ca. 400 mio. kroner på at balancere elnettet, optimere sine processer på området.
»For os handler samarbejdet om at se frem i tiden, og dér får vi øje på et elnet med større risici for ubalancer, end det vi ser i dag. Hvis vi bare lader stå til, vil det blive dyrere at balancere elnettet og i yderste konsekvens gå ud over vores høje danske elforsyningssikkerhed. Derfor ser jeg meget frem til samarbejdet med DMI, siger direktør i Energinets afdeling for Digitale produkter og Forretningsudvikling, Jesper Abildgaard Nielsen.
Samarbejdsaftalen har virkning fra 1. oktober 2025, og efter planen bliver de første satellitbaserede målinger leveret til Energinet i begyndelsen af næste år. Værktøjet til de satellitbaserede solprognoser er open source og vil blive tilgængeligt for hele Europa og private virksomheder, oplyser DMI.