Da vinter blev til forår i 2024, spirede et nyt projekt frem hos Teknologisk Institut, da dørene til det banebrydende Carbon Capture Lab blev åbnet i Aarhus. Her er målet at udvikle og optimere teknologier til CO2-fangst, lagring og anvendelse, også kendt som CCUS.
Testanlægget, der er det første af sin slags i Nordeuropa, har allerede været med til at gøre en stor forskel for både små og store virksomheder i jagten på at finde løsninger på den grønne omstilling. Carbon Capture Lab er bygget op omkring fleksible moduler, hvilket gør det muligt at teste forskellige teknologier og tilgange til CO2-fangst på en lang række kilder.
Ifølge Simone Kevy, der er konsulent ved Teknologisk Institut i afdelingen for bioenergi og CCUS, har det unikke setup gjort det muligt at hjælpe en bred vifte af virksomheder lige fra små kraftvarmeværker til større industrivirksomheder og myndigheder.
»Vi ser stor interesse fra både nationale og internationale aktører, som ønsker at afprøve deres teknologier i vores anlæg. Vi tester en lang række forskellige metoder og har fået værdifuld erfaring med at udvikle løsninger, der på sigt kan implementeres i større skala,« siger hun.
For mange af de virksomheder, der har benyttet sig af Carbon Capture Lab, har det været en øjenåbner at få mulighed for at teste teknologierne i en reel, men kontrolleret, testfacilitet. Selvom CO₂-fangstteknologierne udvikler sig hurtigt, befinder de sig stadig i en fase, hvor de modnes og afprøves.
»Vi har åbnet en ‘black box’ for mange af vores kunder, som nu kan komme og se anlægget, teste deres løsninger og få konkrete resultater, der er lettere at overskue, før de går videre med implementeringen,« forklarer Simone Kevy.
I begyndelsen var fokus i Carbon Capture Lab på at opbygge viden om CO2-fangst og hvordan teknologierne kunne udvikles. I dag, halvandet år senere, handler det også om at tage de næste skridt i processen og hjælpe virksomheder i den videre proces:
»Nu ser vi en større interesse for, hvad der sker, når CO2’en er fanget – hvad kan vi bruge det til? Hvordan kan vi transportere og lagre det, eller endda udnytte det til at skabe nye produkter som for eksempel metanol,« siger Simone Kevy.