Tidligere i år var Mikkel Andreas Friis oppe til sin svendeprøve som elektriker 2 hos Nordic Sugar i Nakskov, og har valgte han at tage fat i en teststand, som den store sukkerfabrik – der hele tiden arbejder med optimering – havde stående.
Teststanden består basalt set af to beholdere forbundet af en pumpe og nogle ventiler, så man kan flytte væsker frem og tilbage og på den måde symbolisere de anlæg, der er i drift på fabrikken. For Mikkel Andreas Friis bestod det interessante i selv at kunne programmere opsætningen gennem den samme type PLC, man bruger på fabrikken.
Det var ensbetydende med, at han kunne fjernstyre testanlægget, hvilket han visualiserede til sin eksamen via et kamera, der livestreamede processen. Og netop det perspektiv er relevant for Nordic Sugar, fortæller elmester Lasse Pedersen.
»Det svarer jo til virkelighedsbilledet af det, vi gør på fabrikkerne i dag. Når fabrikkerne har problemer og de kontakter os, så er vi i stand til at starte fejlfinding fra samme minut, vi er kommet til telefonen eller computeren. Det bruger vi i stor stil, så hvorfor ikke også få lærlingene til at kunne det,« siger han.
Og teststanden er ikke kun til lærlingene, tilføjer Lasse Pedersen. Med en vægt til at teste flowmålerne, intelligente motorstartere, frekvensomformere og meget andet kan man udvikle og teste stribevis af nye komponenter, kommunikationsprotokoller og så fremdeles.
»Det er i bund og grund et komplet anlæg, som virkeligheden vil se ud i alle sine facetter – bare lidt mindre, så man nemmere kan se effekterne af de indstillinger og justeringer, man laver. På sigt vil vi også gerne kunne simulere fejl, og så skal det være den kommende lærlings opgave at finde den eller de fejl via fjernstyring,« forklarer Mikkel Andreas Friis, der er blevet fastansat hos Nordic Sugar fra 1. maj 2026.

Godt med et mellemtrin
På den helt store klinge handler effektiv fejlfinding og udbedring af problemer via fjernstyring om at minimere nedetid på fabrikken, som er særdeles dyrt målt i både energiforbrug og mistet produktion, påpeger Lasse Pedersen.
»Jo hurtigere vi kan fejlfinde på tingene og få anlægget op at køre igen, jo bedre. Og det er jo derfor, vi prøver at opbygge hele den her infrastruktur, hvor alt er online og tilgængeligt uanset, hvor man er. På den måde kan vi få styr på datagrundlaget for kunstig intelligens og alle de andre ting, der kan hjælpe os med at optimere på energien,« fortæller han.
Både for Nordic Sugar og lærlingene på fabrikken i Nakskov er der gode perspektiver i den fjernstyrede teststand fremadrettet. Ét er således skolen, noget andet er at stå på en fabrik i drift, hvor ’presset bare er noget andet’, som Mikkel Andreas Friis siger.
»Det er store perspektiver i at kunne styre de her kæmpe anlæg med noget så småt som en telefon, og derfor er det også godt for vores lærlinge at have det her mellemtrin, så de kan bruge sådan en teststand til at sikre sig, at de har tingene helt inde under huden, inden de går ud og arbejder med en stor 60 bars kedel, der laver 45-50 megawatt. Så vi ser frem til at bygge videre på opsætningen, så den næste lærling kan tage den skridtet videre,« siger Lasse Pedersen.