Med i alt godt 25 års erfaring som teknisk chef og vedligeholdschef i 10 forskellige virksomheder er det en mand med vidensgrundlaget på plads, der i slutningen af 2023 overtog kursusaktiviteterne centreret omkring DDV-analysen i Den Danske Vedligeholdsforening.
57-årige Niels-Jacob Brinkvang har gennem karrieren opbygget solid indsigt i såvel forskellige tilgange til vedligehold som ikke mindst SAMI-pyramiden. Netop den ballast har han taget med sig ind i arbejdet med videreudviklingen af DDV’s 12 kurser udviklet med baggrund i DDV Analysen.
»I mine øjne handler det rigtig meget om, at det er mennesker, vi arbejder med. Derfor skal man gå ydmygt til opgaven og finde ud af, hvad vi kan tage afsæt i. Vi skal helst ikke genopfinde den dybe tallerken hver gang, så hvis vi kan bygge på noget eksisterende, er det endnu bedre,« siger han.
Med sin erfaring kan Niels-Jacob Brinkvang komme med sine indspil og anbefaling til, hvor en virksomhed skal starte arbejdet med DDV Analysen. Selve kursusrækken er bygget op således, at man kigger på fundamentet først, hvilket i praksis er vedligeholdsafdelingen i virksomheden, ligesom kursisterne får både den teoretiske del og den praktiske vinkel, så læringen bliver praktisk omsættelig i hverdagen.
»Vi ser på opbygning, ansvars- og rollefordeling, kompetencer og evner hos teknikerne, og så bygger vi ellers ovenpå i forhold til vedligehold. Det gælder om, at alle får en forståelse for processerne i vedligeholdsafdelingen, så alle bevæger sig i samme retning med den samme tilgang,« forklarer Niels-Jacob Brinkvang.
Hvis man har en afdeling med 40 teknikere, er det nødvendigt med en struktureret og systematisk tilgang til tingene, pointerer han, for at forankre forandringerne gennem beskrevne procedurer, så man planlægger, skemalægger, udfører og afslutter en opgave ensartet via standardiserede processer og opnår de ønskede forbedringer.
Fundament og forankring
Den strukturerede og systematiske tilgang er imidlertid en mangelvare i rigtig mange industrier, har Niels-Jacob Brinkvang observeret. Stribevis af virksomheder befinder sig derfor i et reaktivt miljø, og bør flytte sig i retning af planlagt vedligehold, hvor de kan planlægge og skemalægge deres opgaver, mener han.

»Virksomhederne bør fokusere mere på deres vedligehold, de skal investere i at skabe pålidelighed og stabilitet, der ellers koster kassen i lav tilgængelighed og dårlig kvalitet, og som medvirker til en ringe leveringsevne til kunderne,« siger han.
De skal derfor også være i stand til at finde årsagen til en given problemstilling og på den baggrund oprette en planlagt vedligeholdsopgave, så man kan lave et interval for den enkelte opgave i vedligeholdssystemet (CMMS) og dermed agere forebyggende i stedet for reaktivt.
»Vedligehold er jo ikke raketvidenskab, men det er unægtelig svært at få styr på. Det viser mig igen, at det handler om mennesker. Og når vi arbejder med mennesker, er vi nødt til at pille ved kultur, mindset og adfærd. Og har man som leder berøringsangst for det, eller for medarbejderne, så sker der ikke noget. Tværtimod så flytter vi os ikke fra reaktivt til planlagt vedligehold, så ledelse skal der til,« siger Niels-Jacob Brinkvang.
Omstillingen skal starte på et strategisk plan i ledelsen, påpeger han videre, så man kan skabe en rød tråd ned igennem organisationen. Det prøver han og kollegaen Jonas Bek Jensen at imødekomme i opbygningen af kursusrækken, så tilbuddet passer til virksomhedernes behov med afsæt i SAMI-pyramiden.
Når en virksomhed har udfyldt DDV Analysen, har de mulighed for at træde ind på det kursus, der passer dem, og hvor de vælger at prioritere deres indsatser og ressourcer i forhold til at flytte deres vedligehold indenfor et givent område.
»Den logiske tilgang er som nævnt at bygge fundamentet først, og derudover er der det kulturelle aspekt; vi skal arbejde med mindsettet og få det omsat til den gode adfærden i hverdagen og at sikre, at den menneskelige tilgang bliver forankret i vedligeholdelsesafdelingen og resten af organisationen. Det kræver et grundigt forarbejde i form af en strategi og derefter en vedholdende indsats for at flytte sit vedligehold fra reaktivt til planlagt,« siger Niels-Jacob Brinkvang.