Der er store potentialer, når det handler om drift, vedligehold og optimering af tekniske anlæg på de danske hospitaler.
Den konklusion kommer fra seniorkonsulent Johnny Nielsen, NIRAS, som også er mangeårigt DDV-medlem. Han har været teknisk ansvarlig for det såkaldte OPVent 2-projekt, som har undersøgt effektiviteten af ventilation på ortopædkirurgiske operationsstuer på 15 danske hospitaler.
Årligt foretages cirka 20.000 knæ- og hofteoperationer med kunstige led på danske hospitaler, og den rigtige luftkvalitet på operationsstuerne er afgørende for at forebygge komplikationer hos patienterne. Det ELFORSK-støttede OPVent 2-projekt har nu leveret både teknisk og sundhedsfagligt grundlag for at etablere en mere sikker og energibesparende ventilation af netop ortopædkirurgiske operationsstuer.
»OPVent 2 har været et unikt projekt. Det er første gang, man har undersøgt og analyseret ventilationssystemer på operationsstuer med videnskabelige metoder. Derudover er det også usædvanligt, at så mange forskellige faggrupper har samarbejdet og bidraget til samme forskningsprojekt. Der har været deltagelse af læger, mikrobiologer, ingeniører, maskinmestre og andre teknikere,« siger Johnny Nielsen.
Videnskabelige metoder
OPVent 2-projektet bekræfter for ham vigtigheden af, at forskellige fagligheder mødes, så man bringer mange kompetencer i spil og tvinger hinanden ud af fastlåste forhåndsindstillinger.
»Videnskabelige metoder sikrer et validt datagrundlag, men samtidig er der brug for at tænke ud af boksen og udfordre både sin egen og andres etablerede viden og holdninger,« siger Johnny Nielsen.
Overlæge, professor, dr.med. Søren Overgaard, Bispebjerg Hospital, har været lægefaglig ansvarlig i OPVent 2-projektet, og de to har tidligere arbejdet sammen i OPVent-projektet fra 2016, som undersøgte ventilation på operationsstuer, men i en forsøgsopstilling, ikke ved rigtige operationer, som det nu er sket i OPVent 2.
»Med OPVent 2 har vi data fra 51 operationer på 15 forskellige hospitaler, og data er indsamlet under så sammenlignelige forhold som muligt. Set fra et drifts- og vedligeholdssynspunkt er det interessant at arbejde på en så grundig og systematisk måde. Nu kan vi udpege nogle potentialer og anbefalinger, som går på tværs af hospitalerne, når det gælder operationsstuers ventilation,« siger Johnny Nielsen.
Forskellige vedligeholdsstrategier
OPVent 2 har blandt andet vist, at hospitalerne varetager deres vedligehold på forskellige måder.
»Vi må konstatere, at sygehusene ikke udfører deres vedligehold på en ensartet måde, tværtimod udføres det med ret store forskelle, selv om alle hospitaler arbejder under samme regelsæt. Et konkret eksempel er udskiftning af ventilationsfiltre. Et hospital skifter filtre to gange om året, et andet skifter filtre en gang hvert halvandet år. Hvorfor er der så stor forskel på deres serviceintervaller og ikke mindst; hvad har det af betydning for drift og vedligehold? Vi må konstatere, at der er stor forskel på hospitalernes vedligeholdsstrategier, og at vi mangler generel viden om området. I kraft af OPVent 2 ved vi mere om deres strategier for ventilation på operationsstuer, men hvor meget viden har vi om resten af hospitalernes drift? Der mangler en systematisk tilgang til at opnå mere viden, men det skyldes ikke ond vilje eller manglende kompetencer. Det skyldes formentlig begrænsede ressourcer, almindelig travlhed og prioritering. Man tager altid de mest akutte opgaver først, og så må de andre ting vente, selv om det måske kunne give nogle gevinster,« siger Johnny Nielsen.
Levetidsomkostninger
I OPVent 2 er energibesparelsespotentialet gennemsnitligt på 30-44 procent afhængig af ventilationstype, og i nogle tilfælde når de mulige energibesparelser op på knap 70 procent. Ligeledes har OPVent 2 dokumenteret, at der kan opnås store energibesparelser ved at justere på driftstider og trykforhold samt reducere lækager i operationsstuerne.
Man bør også kigge på, hvilken af de to ventilationsløsninger, LAF og TAF, der over tid kræver mest eftersyn, service og vedligehold.
»Som teknisk driftsansvarlig er det oplagt at tage levetidsomkostninger og tilbagebetalingstid med i betragtning, når man vælger ventilationsløsning. Selv om LAF – Laminar Air Flow – er den dyreste i anskaffelse, viser projektet, at den type ventilation alligevel er den bedste løsning over tid på grund af lavere driftsomkostninger og mere effektiv ventilation,« siger Johnny Nielsen.
Grundlast og produktion
Han påpeger dog, at der ikke er en generel viden om, hvordan hospitalernes energiforbrug egentlig fordeler sig.
»Vi mangler viden om hospitalernes energiforbrug ved henholdsvis grundlast uden produktion og med produktion, og derfor kender vi heller ikke potentialet for at optimere processer og nedbringe energiforbrug på henholdsvis grundlast og produktion. Men ud fra OPVent 2-projektet er min vurdering, at man med en lige så systematisk tilgang vil kunne afdække interessante potentialer flere steder på hospitalerne og blive klogere på, hvordan de forskellige typer energiforbrug hænger sammen og påvirker hinanden. Måske kunne man begynde at benchmarke hospitaler på den måde og sammenligne energiforbrug per kvadratmeter eller på en anden meningsfuld måde,« siger Johnny Nielsen.
Kobling af to fagområder
Set fra Johnny Nielsens side bør hospitalstekniske løsninger nyde højere opmærksomhed på de uddannelser, som fører til job som drifts- og vedligeholdsansvarlige på hospitalerne, for eksempel maskinmesteruddannelsen.
»OPVent 2 har givet mig en meget bedre føling med både udfordringer og potentialer på hospitalerne og betydningen af at arbejde med høje krav til præcision og sporbarhed for at høste gevinster. Det har været meget lærende at koble to ellers meget forskellige fagområder – medicin og ventilationsteknik – og komme ud med et markant resultat, som forhåbentlig kan komme til at gøre gavn på mange hospitaler i Danmark og måske også udlandet,« siger Johnny Nielsen.
Han peger også på værdien af ydmyghed og åbenhed, når man prøver at identificere nye gevinster i drift og vedligehold.
»Når man arbejder med folk fra andre fagområder end ens eget, så er 1 plus 1 ikke bare 2, men 5 eller 6. Verden åbner sig, når man tænker ud af boksen. Man kniber sig i armen over resultaterne. Det, som den ene ikke ved, det ved den anden. Hvis man gik til alle sine drifts- og vedligeholdsprojekter på den måde, ligger der formodentlig kæmpe optimeringsmuligheder ikke bare på hospitalerne, men i mange andre brancher,« siger Johnny Nielsen.
OPVent 2
- OPVent 2-projektet har indsamlet data for energiforbrug og bakterieniveauer (CFU) under 51 operationer på 17 stuer fordelt på 15 hospitaler.
- Målingerne er foretaget under hofte- og knæoperationer, hvor der er indsat implantater, hvilket medfører en høj risiko for infektioner, hvis bakterier sætter sig på implantaterne.
- Projektdeltagere: Norlys A/S, NIRAS, JRV A/S, Statens Serum Institut, Odense Universitetshospital, Bispebjerg Hospital og Syddansk Universitet.
- Projektperiode: 2017-2021 – ELFORSK har støttet projektet med 1,852 millioner kroner.
- OPVent 2 er en fortsættelse af OPVent-projektet (2016), der undersøgte energiforbruget ved henholdsvis LAF og TAF-ventilation, men i en forsøgsopstilling og ikke under rigtige operationer.
- Slutrapporten kan hentes på elforsk.dk