Optimering

Projektchef i Nordic Sugar, Anders Jørgensen-Juul, og Maria Hvid, der er maskinlæringsingeniør hos Neurospace, gæster denne udgave af DDV’s podcast Vedligeholdsklubben, hvor de to fortæller meget mere om perspektiverne i kunstig intelligens og potentialet i at bruge Machine Learning til at finde mønstre i store datasæt.

De to virksomheder har sat gang i et projekt omkring bæredygtighedsoptimering, hvor man ved at skifte mellem høj- og lavtryksdamptrin vil spare store mængder energi. Her hjælper maskinlæring Nordic Sugar med at tage de næste skridt.

»Det er ikke noget, der kan løses analytisk, det har vi forsøgt, og det kan bringe os 90 procent af vejen, men lige på det her område, hvor der er så meget energi, vil vi gerne have de sidste 10 procent med, og der mener vi, at maskinlæring kan bringe os det stykke,« siger Anders Jørgensen-Juul.

Optimering

DDV’s podcastunivers, Vedligeholdsklubben, har mødt to af Nature Energys fagfolk på selskabets biogasanlæg på Nordfyn, hvor der dagligt – ligesom på de øvrige anlæg – omdannes tonsvis af madaffald og gødning til grøn biogas, der kan opvarme boliger og levere energi til virksomheder.

Her kører produktionen døgnet rundt 365 dage om året, så der er nok at holde styr på for både anlæggets egen faste stab af folk og den gruppe teknikere, der turnerer rundt mellem alle faciliteterne for at hjælpe til med bestemte projekter, opgaver eller som bidragydere til problemløsning.

Til sidstnævnte hører Operational Technical Support Berit Gravgaard, der har sit udgangspunkt på hovedkontoret i Odense, men bruger en stor del af sin tid rundt om på anlæggene, blandt andet på Nordfyn. Det har krævet en del pionerarbejde siden de første anlæg blev startet op i 2016, påpeger hun.

»Jeg arbejder meget bredt med både forebyggende vedligeholdsopgaver, det vi kalder brandslukning, altså når noget er gået i stykker og vi skal hjælpe driften med at få styr på det, store og små projekter. Fællesnævneren er, at det har noget med drift at gøre,« forklarer hun om sin rolle.

I podcasten fortæller Berit Gravgaard og driftslederassistent Christoffer Elias Hansen meget mere om de mange krav, der følger med, når et biogasanlæg skal holdes kørende uafbrudt – og uanset, hvad der bliver stoppet i det.

Optimering

I udsendelsen snakker vi med formand for DDV, Jesper Pedersen, og bestyrelsesmedlem Peter Vangsø Jeberg om det store potentiale i at inddrage FN’s 17 Verdensmål i arbejdet med vedligehold. Udgangspunktet er DDV’s egen strategi på området, som omhandler fem af målene, og på den baggrund kommer vi rundt om, hvordan virksomhederne kan tage målene til sig og skabe værdi.