Ørsted lancerer verdens første driftskampagne med fragtdroner til tung last

I et nyt projekt på havvindmølleparken Borssele 1 & 2 i Holland har Ørsted som det første selskab i verden taget fragtdroner til tung last i brug til driftsopgaver. Dette banebrydende tiltag er et stort fremskridt inden for operationel effektivisering og sikkerhed i havvindindustrien. Dronerne har transporteret last fra et fartøj til alle 94 vindmøller på Borssele 1 & 2 Havvindmøllepark.

Optimering

Med udgangspunkt i tidligere forsøg og erfaringer med droner fra andre havvindmølleparker bruger Ørsted droner på 70 kg, der har et vingefang på 2,6 meter, til at transportere last på op til 100 kg ud til vindmøllerne i forbindelse med en driftskampagne. Konceptet blev testet sidste år på havvindmølleparken Hornsea 1 i Storbritannien.

I det konkrete projekt har Ørsted besluttet sig for at opdatere kritisk evakuerings- og sikkerhedsudstyr på alle vindmøllerne. Normalt sejler et fartøj fra vindmølle til vindmølle og løfter med en kran kassen med udstyr op på overgangsstykket mellem fundament og vindmølle. Herefter blev kassen ved hjælp af vindmøllens kran transporteret op til nacellen og derefter op til toppen af vindmøllen. Fragtdronerne flyver i stedet frem og tilbage fra et skib og direkte op til toppen af nacellen på hver vindmølle. Det tager cirka fire minutter per vindmølle for dronen at flyve fra skibet op på toppen af vindmøllen, hvorimod den tidligere tilgang kan tage omkring seks timer. Hvis man medregner den tid, som det tager for skibet at sejle ud til havvindmølleparken, mellem møllerne og tilbage til land, så har Ørsted kunnet gennemføre opgaverne på Borssele 10-15 gange hurtigere end normalt.    

»Ørsted har ført an i havvindens rejse fra nicheteknologi til en konkurrencedygtig kilde til vedvarende energi i stor skala. Vi har nogle gange taget store skridt, for eksempel ved at introducere nye og større havvindmøller, men vi har også hele tiden taget mange nye og innovative idéer fra tegnebrættet og ud i den virkelige verden. Dronerne på Borssele 1 & 2 er et godt eksempel på dette, da de forbedrer sikkerheden, mindsker CO2-udledninger og reducerer omkostningerne ved at drive en havvindmøllepark. Alt dette bidrager yderligere til at forbedre de fundamentale, kommercielle værdier ved havvind for investorer, regeringer og virksomheder,« siger Rasmus Errboe, kommerciel direktør og viceadministrerende direktør hos Ørsted.

Ved at bruge droner til at transportere last til Borssele 1 & 2 kan Ørsted reducere omkostninger, spare tid og øge sikkerheden og effektiviteten i driften. Droner giver færre driftsforstyrrelser, da det ikke er nødvendigt at standse vindmøllerne, mens lasten bliver leveret. Dette reducerer risici og øger sikkerheden for dem, der arbejder på vindmøllerne, og det minimerer behovet for adskillige sejlture, hvilket igen nedbringer CO2-udledningen.

Ørsted fører an i branchen med at bruge droner i større omfang og på et konkret projekt. Selskabet søger aktivt samarbejdspartnere blandt de bedste droneoperatører og serviceudbydere for at styrke forsyningskæden.

Banebrydende innovation inden for havvind

Den nye teknologi er et vidnesbyrd om Ørsteds tilgang til innovation, som har været kernen i Ørsteds forretning helt fra begyndelsen, og som har været med til at udvikle havvind fra at være et demonstrationskoncept til en global energiteknologi.

De teknologiske fremskridt har allerede nedbragt omkostningerne for vedvarende energi og gjort det til et konkurrencedygtigt alternativ til fossil energi, og Ørsted mener, at man fortsat kan udnytte den nyeste teknologi til at gøre grøn energi endnu billigere og mere pålidelig, effektiv og bæredygtig i hele værdikæden. Ørsted har for nylig testet en ny teknologi, der yderligere forbedrer installation af fundamenter, samt anvendt et ubemandet fartøj til indsamling af data ude på havet.

Ørsted råder over interne kompetencer inden for forskning og udvikling anført af et team med stor videnskabelig og teknisk ekspertise, som arbejder på mere end 300 forskellige projekter, og virksomheden har indgået samarbejde med mere end 50 universiteter og forskningsinstitutter, hvilket er med til at føre de bedste idéer fra laboratoriet ud til felten.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering