Et rekordernes år i energibranchen

Det danske energisystem slog rekorder på stribe i 2024, beretter Energinet i ny rapport. Det er ikke mindst den vedvarende energi, der har nået en række nye højder.

Optimering

Rekorderne stod i kø i 2024, proklamerer Energinet med udgangspunkt i rapporten Året der gik 2024 i el- og gassystemerne, hvor organisationen ser tilbage på udviklingen i energisystemet og de steder, der blev slået rekorder i året, der gik.

I el-systemet opnåede man i 2024 den enkelttime med den hidtil højeste maksimale produktion fra henholdsvis vind og sol samt kombineret vind og sol med 8.168 MWh/h kombineret samt 6.459 MWh/h vind og 3.100 MWh/h sol.

Den stigende elproduktion fra vind og sol øger bidraget til at dække det løbende elforbrug med vedvarende energi. Det understreges af, at 17 procent af årets timer havde elproduktion fra sol og vind, der var større end elforbruget, og at elforbruget var dækket i 67 timer i træk med produktion fra sol og vind. I ni af årets måneder var andelen af produktion fra vind og sol over 60 procent af forbruget.

På gasfronten blev 100 procent af forbruget dækket af biogas i flere dage end i 2023. Derudover er eksporten via Baltic Pipe steget fra 76 TWh til 79 TWh, svarende til knap fire gange det samlede danske forbrug.

Antallet af dage, hvor mere end 70 procent af det danske gasforbrug blev dækket af biogas, lå i 2024 på 61 (mod 43 i 2023), mens antallet dage med 100 procent var otte (to i 2023). Rekorden for biogasandel af forbruget på en enkelt dag var 116 procent.

Desuden blev den støttefri biogas fordoblet, godkendelsen af anlæg, der leverer systemydelser, blev syvdoblet, og solceller i bykommunerne slog landkommunerne i største vækst i forventet produktion af vedvarende energi.

Energinet fremhæver selv blandt andet Horsens kommune, hvor mængden af installerede MWh i 2024 steg med 94 procent sammenlignet med alle tidligere år tilsammen.

Til gengæld er produktionen af biogas stagneret, fordi de planlagte projekter er udskudt til 2025. Samtidig er det markante fald i det danske gasforbrug fra 2022 stort set opretholdt, selvom der ses en svag stigning gennem 2024.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering