NDE – eller Non-Destructive Examination – er forudsætningen for forebyggende og tilstandsbaseret vedligehold. NDE-metoder og -værktøjer sikrer, at man som vedligeholdsansvarlig har tæt føling med sine anlægs aktuelle tilstand – og at man samtidig får en indikation for, hvor lang tid der går, før man måske oplever et havari.
»For at kunne flytte sig fra afhjælpende vedligehold eller intervalbaseret vedligehold til tilstandsbaseret vedligehold skal man have et godt kendskab til sine anlægs aktuelle tekniske tilstand. Forenklet sagt skal man undgå at reparere på udstyr, der ikke trænger til det. Til det formål findes en række forskellige teknologier og målemetoder, der hver for sig, eller sammen, kan give et godt ”kig” ind i maskinen, som man ikke ville kunne få på anden måde. Det er teknologier og metoder, som går under fællesbetegnelsen Non-Destructive Examination. Det betyder, at anlæggene kan, og i nogle tilfælde skal, køre videre, mens man undersøger dem, uden at de vel at mærke tager skade. Fordelen er selvfølgelig, at man ikke mister produktion, mens man er i gang med sine NDE-undersøgelser,« siger Heine Baum Rosendal, maskinmester og adjunkt ved Fredericia Maskinmesterskole.
Erfarne specialister underviser
I uge 44 tilbyder Videncenter for Drift og Vedligehold på Fredericia Maskinmesterskole igen et fem dages-kursus i NDE-metoder og -værktøjer.
Kurset indeholder blandt andet en teoretisk og praktisk indføring i brugen af vibrationsmålinger, opretning med laserteknologi, termografering og en række nye digitale værktøjer til både dataopsamling og analyse, heriblandt cloudbaserede løsninger.
Blandt underviserne på kurset er erfarne NDE-teknikere med mange års praktisk erfaring fra industrien.
»Kursisterne vil blive undervist af specialister, som har stor erfaring i brugen af blandt andet laseropretning, vibrationsmålinger og termografering. Der undervises i teorien bag hver af metoderne, men der bliver også lejlighed til at prøve teknologierne af i praksis,« fortæller Heine Baum Rosendal, som selv har arbejdet i flere år med vibrationsmåling i industrien.
Grundlag for vedligeholdsstrategi
Kurset vil klæde vedligeholdsansvarlige medarbejdere på, så de bedre kan bidrage til beslutningsgrundlaget for virksomhedernes vedligeholdsstrategier.
»Man kan i praksis ikke lave en plan for tilstandsbaseret vedligehold uden NDE, og planlægger man investeringer i nye anlæg, bør man overveje at tænke tilstandsbaseret vedligehold ind i investeringen fra starten. Hvis man er en virksomhed, som har mange motorer, pumper og andet roterende udstyr blandt sine kritiske anlæg, så er NDE noget nær uomgængeligt. Der vil være mange gevinster at hente. Mange havarier skyldes manglende opretning, der er en af de metoder, som kurset vil klæde dig på til at varetage eller måske varetage bedre,« siger Heine Baum Rosendal.
Tag dit NDE-udstyr med
Han opfordrer kursisterne til at tage deres NDE-udstyr med på kurset, hvis de selv har udstyr, men det er ikke et krav for at deltage i kurset. Der er udstyr til rådighed for alle kursister.
»Uanset hvilket fabrikat man bruger, er det en god idé at tage sit eget udstyr med, hvis man gerne vil sammenligne med andre værktøjer eller få tips til at dygtiggøre sig i sit udstyr. Vi har ikke særlige præferencer for NDE-udstyr. Det meste nyere udstyr er i stand til at klare alle de vigtige NDE-opgaver, så fabrikatet er typisk underordnet. Men måske kan man på kurset dele erfaringer med andre, som står med samme type NDE-opgaver. Så er det en fordel at kunne bruge sit udstyr med det samme, mens kurset er i gang, og man kan hjælpe hinanden,« siger Heine Baum Rosendal.
NDE – Non-Destructive Examination
Kursusindhold
- Vedligeholdsteori, herunder PF-kurven.
- Opretning med laser.
- Vibrationsmålinger og analyser – teori og praksis.
- Termografering – teori og praksis.
- Dataopsamling og analyseværktøjer.
- Olieanalyse, hvad kan man se, og hvad kan det bruges til.
- Fem dages kursus i uge 44, 2021 (tilmeldingsfrist: uge 43).
- Målgruppe: Maskinmestre, ingeniører, teknikere og vedligeholdsansvarlige medarbejdere.
- Maksimalt 12 deltagere.
- Udbyder: Videncenter for Drift og Vedligehold, Fredericia Maskinmesterskole.
- Kursussted: Fredericia Maskinmesterskole.