Få de rette værktøjer til tilstandsbaseret vedligehold med NDE

Tilstandsbaseret vedligehold kræver et solidt kendskab til dine tekniske anlæg. Her er Non-Destructive Examination en metode til at sikre en valid vurdering af maskinernes reelle tilstand.

NDE – den sikre vej til tilstandsbaseret vedligehold | Optimering.nu

Non-Destructive Examination (NDE) er en forudsætning for forebyggende og tilstandsbaseret vedligehold. Derfor er metoder og værktøjer i NDE-regi garant for, at du som vedligeholdsansvarlig har fingeren på pulsen, når det gælder dine anlægs aktuelle tilstand, og at du samtidig får en indikation på, hvor lang tid der går, før du risikerer et havari.

»For at kunne flytte sig fra afhjælpende vedligehold eller intervalbaseret vedligehold til tilstandsbaseret vedligehold skal man have et godt kendskab til sine anlægs aktuelle tekniske tilstand. Forenklet sagt skal man undgå at reparere på udstyr, der ikke trænger til det. Til det formål findes en række forskellige teknologier og målemetoder, der hver for sig eller sammen kan give et godt ’kig’ ind i maskinen, som man ikke ville kunne få på anden måde. Det er teknologier og metoder, som går under fællesbetegnelsen NDE. Det betyder, at anlæggene kan og i nogle tilfælde skal køre videre, mens man undersøger dem, uden at de vel at mærke tager skade. Fordelen er selvfølgelig, at man ikke mister produktion, mens man er i gang med sine NDE-undersøgelser,« siger Heine Baum Rosendal, maskinmester og adjunkt ved Fredericia Maskinmesterskole.

 

Erfarne specialister står for undervisningen

I uge 41 tilbyder Videncenter for Drift og Vedligehold på Fredericia Maskinmesterskole igen et 5 dages-kursus i NDE-metoder og værktøjer.

Kurset indeholder blandt andet en teoretisk og praktisk indføring i brugen af vibrationsmålinger, opretning med laserteknologi, termografering og en række nye digitale værktøjer til både dataopsamling og analyse, heriblandt cloudbaserede løsninger.

Blandt underviserne på kurset er erfarne NDE-teknikere med mange års praktisk erfaring fra industrien.

»Kursisterne vil blive undervist af specialister, som har stor erfaring i brugen af blandt andet laseropretning, vibrationsmålinger og termografering. Der undervises i teorien bag hver af metoderne, men der bliver også lejlighed til at prøve teknologierne af i praksis,« fremhæver Heine Baum Rosendal, der selv har flere års erfaring med vibrationsmåling i industrien.

 

Kurset er et fundament for vedligeholdsstrategien

Når det gælder om at blive bedre til at bidrage til beslutningsgrundlaget for virksomhedernes vedligeholdsstrategier, vil kurset styrke de vedligeholdsansvarlige medarbejdere.

»Du kan i praksis ikke lave en plan for tilstandsbaseret vedligehold uden NDE, og planlægger du investeringer i nye anlæg, bør du overveje at tænke tilstandsbaseret vedligehold ind i investeringen fra starten. I en virksomhed med mange motorer, pumper og andet roterende udstyr blandt sine kritiske anlæg er NDE noget nær uomgængeligt. Der vil være mange gevinster at hente. Mange havarier skyldes manglende opretning, der er en af de metoder, som kurset vil klæde dig på til at varetage eller måske varetage endnu bedre,« siger Heine Baum Rosendal.

 

Medbring gerne eget NDE-udstyr

Han opfordrer kursisterne til at tage deres NDE-udstyr med på kurset, hvis de selv har udstyr, men det er ikke et krav for at deltage i kurset. Der er udstyr til rådighed for alle kursister.

»Uanset hvilket fabrikat man bruger, er det en god idé at tage sit eget udstyr med, hvis man gerne vil sammenligne med andre værktøjer eller få tips til at dygtiggøre sig i sit udstyr. Vi har ikke særlige præferencer for NDE-udstyr. Det meste nyere udstyr er i stand til at klare alle de vigtige NDE-opgaver, så fabrikatet er typisk underordnet. Men måske kan man på kurset dele erfaringer med andre, som står med samme type NDE-opgaver. Så er det en fordel at kunne bruge sit udstyr med det samme, mens kurset er i gang, og man kan hjælpe hinanden,« understreger Heine Baum Rosendal.

 

Om kurset i Non-Destructive Examination (NDE)

Kursusindhold

  • Vedligeholdsteori, herunder PF-kurven
  • Opretning med laser
  • Vibrationsmålinger og analyser – teori og praksis
  • Termografering – teori og praksis
  • Dataopsamling og analyseværktøjer
  • Olieanalyse

5 dages kursus i uge 41, 2022 (tilmeldingsfrist: uge 40)

  • Målgruppe: Maskinmestre, ingeniører, teknikere og vedligeholdsansvarlige medarbejdere
  • Maksimalt 12 deltagere
  • Udbyder: Videncenter for Drift og Vedligehold, Fredericia Maskinmesterskole
  • Kursussted: Fredericia Maskinmesterskole

Tilmeld dig kurset – HER!

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering