Corona-håndtering: Omstrukturering hos Grundfos sikrer fortsat vedligehold

Corona-udbruddet har budt på både vedligeholdsmæssige udfordringer og muligheder for industrikæmpen Grundfos. En omstrukturering af afdelingens opgaver sikrer fortsat vedligehold.

Corona-håndtering: Omstrukturering hos Grundfos sikrer fortsat vedligehold | Optimering.nu

Det globale corona-udbrud stiller helt nye krav til hverdagen hos mange virksomheder. Et af de områder, der ikke står stille, selvom verden er sat på lavblus, er vedligehold. Vi har taget en snak med en række danske vedligeholdschefer om, hvordan de styrer deres vedligehold igennem krisen.

Hos industrikæmpen Grundfos tager man corona-udbruddet særdeles alvorligt. For at sikre en fortsat og sikker produktion, har den bjerringbroske virksomhed indført en lang række tiltag. Formålet er undgå smittespredning blandt virksomhedens ansatte samtidig med, at produktionen kan holdes i gang.

Alle, der har mulighed for at fortsætte deres arbejde hjemmefra, er sendt hjem. Ansatte, der varetager vigtige funktioner i produktionen, er inddelt i små hold, og selve produktionen er inddelt i zoner, der adskiller de ansatte fra hinanden. Der er adgang forbudt for uvedkommende i produktionsområdet.

En af de medarbejdere, der nu har rykket kontoret hjem i dagligstuen, er Morten Gissel, afdelingsleder for el hos Grundfos Facility. Han fortæller, at afdelingens arbejdsopgaver langt fra ligger stille. Tværtimod har afdelingen fået flere opgaver, fordi corona-situationen har skabt helt nye opgaver i forhold understøttelse af produktionen:

»Hos Grundfos er der i denne tid fokus på produktionen. Det betyder for eksempel, af bygningsafdelingen hos Grundfos Facility har fået en række nye opgaver, der skal understøtte produktionen. Det kan være alt fra levering af håndsprit til frokost.«

 

Ikke kun udfordringer

Morten Gissel vedkender, at corona-situationen skaber en lang række udfordringer for ham og hans kolleger i Grundfos Facility. For at minimere smitterisikoen i produktionen er alle ikke-kritiske vedligeholdsopgaver i produktionsområderne udskudt på ubestemt tid.

»Normalt kører vi efter et vedligeholdsprogram, hvor alle opgaver er planlagt og koordineret på uge-, måneds- eller årsbasis. Derudover kommer alle de uforudsete fejlretninger. Nu er alle vedligeholdsopgaver i produktionen udskudt. Alt, der kan vente nogle måneder, må vente. Lovpligtigt vedligehold eller akutte opgaver bliver udført ud fra en klar proces. Disse opgaver bliver nu udført om natten eller på andre tidspunkter, hvor produktionen holder stille. I sjældne tilfælde er det nødvendigt at lukke produktionen ned i en time. Det kræver et kæmpe koordineringsarbejde,« fortæller Morten Gissel.

Selvom koordineringsarbejdet er tidskrævende, oplever Grundfos Facility også en række muligheder ved nedlukningen af en del af koncernens bygningsmasse.

»Corona-situationen betyder, at kontorer, undervisningshuse og fritidscentre står tomme, da medarbejderne arbejder hjemmefra. Så selvom vi har måtte udskyde en del vedligehold i produktionen, har vi samtidig kunnet fremskynde vedligehold af den tomme bygningsmasse. En del af de planlagte årsopgaver, der lå i efteråret, har vi altså kunnet klare nu. Vi har faktisk oplevet, at vedligehold her er gået hurtigere, fordi det har været nemmere at komme til. Dette er til trods for, at vi overholder alle retningslinjer for forsamling, afstand og rengøring, « fortæller Morten Gissel.

Omstruktureringen af de planlagte opgaver har derfor sikret fortsat vedligehold hos en af verdens førende pumpeproducenter.

 

En ny hverdag

Til trods for at vedligehold ikke står stille hos Grundfos, befinder Morten Gissel og hans kolleger sig i en ny, forandret hverdag.

»Mit kontor er rykket hjem i privaten. Al koordineringsarbejdet og den løbende opdatering af vedligeholdsplanerne kan jeg let klare hjemmefra. Normalt møder jeg ind på kontoret hver dag og får en uformel snak med mine kolleger over kaffemaskinen. Sådan er det ikke længere. De uformelle fysiske møder er skåret fra. Nu afholder vi dagligt digitale statusmøder i afdelingen, hvor vi taler om dagens opgaver og eventuelle nyheder fra ledelsen. Vi er tre afdelingschefer i Grundfos Facility, der hver har en ugentlig dag, hvor vi møder ind på kontoret. Det betyder, at der altid er en leder til stede.«

Morten Gissel fortæller, at den største udfordring for ham har været den manglende kontakt til kollegerne:

»Jeg savner kontakten til mine medarbejdere. Forståelse for, hvor de er i deres arbejde. Jeg føler ikke, at jeg kan gøre nok for mine medarbejdere her hjemmefra.«

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering