Den grønne omstilling er i fuld gang i Danmark. De næste mange år frem mod 2030 skal der blandt andet etableres havvindmølleparker, etableres varmepumper og opstilles ladestandere i stor stil. Det er alt sammen en del af den omstilling, som skal sikre, at vi i 2030 har sænket forbruget af drivhusgasser med 70 procent. Det betyder også en masse arbejde til el-faget de næste fem-ti år, hvis ellers elektrikerne er klar til det. For det bliver i takt med den teknologiske udvikling andre typer af opgaver, der skal løses.
»Der er ingen tvivl om, at der bliver masser at lave for elektrikerne de næste fem-ti år, hvis de vil. For meget af det arbejde, der bliver efterspurgt i fremtiden, kræver efteruddannelse. Så tanken om at elektrikere ikke behøver at efteruddanne sig, den holder ikke, dertil er der simpelthen for meget fart på den teknologiske udvikling, og hvis ikke elektrikerne kan løse opgaverne, så kommer der bare nogle andre og gør det, « siger Martin Mortensen, teknisk konsulent i Dansk El-Forbund.
Værdifuldt data
Det er forventningen, at elektrikerfaget vil udvikle sig fra at være et traditionelt håndværkerfag til i højere grad at være et vidensfag, hvor brugen og forståelsen af data i fremtiden bliver helt essentiel. Et område, som i takt med at flere og flere trådløse komponenter bliver en del af Internet of Things, kun bliver endnu større de næste mange år.
»Al den data der eksempelvis genereres, når der installeres komponenter i en industrivirksomhed eller på et kontor, det er yderst værdifuldt, og det er vigtigt, at man som elektriker forstår denne data og værdien af den. Det er en proces, der er i fuld gang, og hvis ikke man forstår at udnytte værdien af den, så kommer der helt sikkert nogle andre og gør det,« siger Benny Yssing, næstformand i Dansk El-Forbund.
Dataene kan have stor værdi for en industrivirksomhed, da den kan analysere dataene og ud fra denne analyse og optimere processer. Det kan også dreje sig om data fra kontorlokaler, hvor den kan bruges til at analysere sig frem til, hvordan lokalerne bruges mest optimalt, og dermed føre til optimering og besparelse.
»Data har en kæmpe værdi, og man skal kunne se mulighederne i at anvende disse data til sine kunder,« siger Martin Mortensen.
Et stort problem
Data, og forståelse af den, spiller altså en central rolle i forhold til bygningsautomatik, som er et område, der kommer til at fylde endnu mere i fremtiden. 40 procent af den CO2 der udledes i Danmark udledes fra bygninger, så der ligger et enormt potentiale her. Især i forhold til energieffektivisering, da den grønneste energi er den, der ikke bruges.
»Bygningsautomatik er kommet for at blive, og der vil være øget fokus på at indsamle og bruge data for at indkøre bygningerne optimalt. Det er både i privat og offentlig regi samt hos virksomheder. Det er kerneopgaver for de danske elektrikere, men det kræver efteruddannelse, og problemet er, at der stort set ikke er nogen, som tager den nødvendige efteruddannelse i øjeblikket,« siger Martin Mortensen, som i Dansk El-forbund regi tilbyder efteruddannelse med fokus på bygningsautomatik, integration, indregulering og data. På det seneste kursus var der fire deltagere, og det måtte tvinges igennem, da man havde et minimum på ti deltagere.
»Det er lidt skræmmende, og virksomhederne ikke forstår vigtigheden af det. De er bange for at miste medarbejdere, når de har taget uddannelsen, men hvis ikke det snart går op for virksomhederne, så risikerer de at miste deres position tæt på kunden og dermed muligheden for at løse den samlende tekniske installation,« siger Martin Mortensen.
Ifølge Dansk El-Forbund er der en tendens til, at man venter på at opgaverne kommer, når de så først er i hus, så kan man efteruddanne sig, men det er den forkerte rækkefølge at gøre tingene i, og opgaverne er faktisk allerede derude.
»Mange bygninger står i dag med anlæg, som ikke er indkørt korrekt. De er ikke behovsstyret, så de står og brænder en masse unødvendig energi af. Hvis man som elektriker nu havde en nødvendig efteruddannelse, så vil der allerede være en masse opgaver, man kunne gå ud og byde på. Det drejer sig om at se muligheder og holde sig skarp på den teknologiske udvikling,« siger Benny Yssing.
Elektrikere skal skabe værdi for kunden
Ud over dataanalyse så kommer teknologi som 5G og diverse mobilapplikationer også til at have indflydelse på elektrikernes arbejde i fremtiden, og det er nødvendigt, at de sætter sig ind i disse områder, hvis ikke de vil overflødiggøres. Det er efterhånden ved at ske i forbindelse med hele smartbolig tendensen.
»Her har producenterne jo sprunget hele elektriker-leddet over og gjort det simpelt for forbrugeren, som kan klare sig selv. Det samme kan ske med kontorbelysning, som i fremtiden kan køre POE belysning, og hvis ikke man forstår denne udvikling, så kører teknologien simpelthen fra el-branchen,” siger Martin Mortensen
Så der ligger en opgave i, at el-branchen, og dermed elektrikerne, skal forstå kundens behov og skal være i stand til at agere lige så meget som sælger og rådgiver som elektriker.
»For 30 år siden var der én løsning, når en opgave skulle udføres. I dag er der et væld af muligheder, og det vil være elektrikerens opgave at rådgive kunden, så løsningen passer til kundens behov. Det sætter nye krav, og jeg så gerne, at man sørgede for at efteruddanne dem, som har kundekontakt. De skal være i stand til at se, hvor der er mulighed for at optimere i forhold til eksempelvis den grønne omstilling. De skal kunne se mulighederne og potentialet, og det er ikke nok at levere en standardløsning. Kunden skal have den optimale løsning, og det bliver el-branchens opgave at omsætte teknologien til en løsning, som skaber størst værdi for kunden,« siger Benny Yssing og kommer med en klar opfordring til el-branchen:
»En lille del af branchen har indset nødvendigheden af efteruddannelse, men vi er nødt til at få endnu flere med. Ellers mister el-branchen sine muligheder med den grønne omstilling og den teknologi, som vil overstrømme os i fremtiden.«