Ørsted indvier drifts- og vedligeholdelsescenter for havvindmølleparker i Taiwan

Energigiganten Ørsted har i Taiwan åbnet et nyt drift- og vedligeholdelsescenteret, der er det største i Asien og Stillehavsområdet målt på serviceret kapacitet og areal, samt det første i regionen med et grønt design. Selskabet har desuden opbygget et fuldskala drifts-setup med et specialbygget servicefartøj, et lokalt driftsteam og nybyggede faciliteter.

Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted (i midten); Per Mejnert Kristensen, Ørsteds nye regionsdirektør for Asien og Stillehavsområdet (nr. 4 fra højre); Christy Wang, landechef for Ørsted i Taiwan (nr. 5 fra venstre) og Shen Jong-chin, Taiwans vicepremierminister (nr. 5 fra højre) til ceremonien, hvor snoren til det nye center blev klippet over.
Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted (i midten); Per Mejnert Kristensen, Ørsteds nye regionsdirektør for Asien og Stillehavsområdet (nr. 4 fra højre); Christy Wang, landechef for Ørsted i Taiwan (nr. 5 fra venstre) og Shen Jong-chin, Taiwans vicepremierminister (nr. 5 fra højre) til ceremonien, hvor snoren til det nye center blev klippet over.

Ørsted, der er verdens førende selskab inden for havvind, indviede i starten af august sit nye drifts- og vedligeholdelsescenter for havvindmølleparker i Taiwan; Taiwan Offshore Wind Farms Operations and Maintenance Hub.

Centret ligger på havnen i Taichung og er det første grønne center af sin art samt det største i Asien og Stillehavsområdet, målt på både størrelse og serviceret kapacitet. Centret er blevet bygget for at servicere fire havvindmølleparker i Greater Changhua-feltet med en samlet kapacitet på omkring 2,4 GW.

Med udgangspunkt i selskabets brancheførende forretningsmodel oprettede Ørsted i 2018 en drifts- og vedligeholdelsesorganisation i Taiwan med en strategisk plan om at etablere drift og vedligehold i fuld skala, hvilket ikke er set før i Taiwan.

Virksomheden sikrer den nødvendige drifts- og vedligeholdelsesekspertise i Taiwan ved at uddanne et lokalt drifts- og vedligeholdelsesteam bestående af teknikere og driftsingeniører, søsætte et specialbygget servicefartøj (SOV) og investere i opførelsen af et drifts- og vedligeholdelsescenter i verdensklasse.

Disse tiltag, samt betragtelige investeringer i drifts- og vedligeholdelsesorganisationen, viser ifølge Ørsted at man er klar til at levere den højeste kapacitet, den bedste kvalitet og den højeste driftssikkerhed på selskabets havvindmølleparker omkring østaten sydøst for Kina.

 

Ørsted har indviet det største og grønneste drifts- og vedligeholdelsescenter for havvindmølleparker i Asien og Stillehavsområdet, der skal sikre optimal kapacitet og driftssikker elektricitet fra selskabets havvindmølleparker i Greater Changhua-feltet.
Ørsted har indviet det største og grønneste drifts- og vedligeholdelsescenter for havvindmølleparker i Asien og Stillehavsområdet, der skal sikre optimal kapacitet og driftssikker elektricitet fra selskabets havvindmølleparker i Greater Changhua-feltet.

Understreger et langsigtet engagement i en grønnere verden

»Taiwan er vores første marked i Asien og Stillehavsområdet, og det er her, vores regionale hovedkvarter ligger. Med en kapacitet på 1,82 GW og mere end 5,6 GW på projekter i pipeline kommer vi til at bidrage væsentligt til Taiwans energiomstilling,« siger administrerende direktør i Ørsted, Mads Nipper, der selv deltog i indvielsen sammen med blandt andet Per Mejnert Kristensen, der er Ørsteds nye regionsdirektør for Asien og Stillehavsområdet.

»Indvielsen af vores nye drifts- og vedligeholdelsescenter, som er det første driftsanlæg, vi har opført uden for Europa, og den betragtelige investering, vi har foretaget i dette marked, viser vores langsigtede engagement i Taiwan og vores vision om at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi,« tilføjer han.

»Ørsted har lige fra starten arbejdet målrettet på at dele vores mere end 30 års knowhow og ekspertise i Taiwan ved at implementere vores brancheførende forretningsmodel til at bygge og drive havvindmølleparker,« siger landechef for Ørsted i Taiwan, Christy Wang, og fortsætter:

»Det unikke drifts- og vedligeholdelsescenter, det specialbyggede fartøj og det taiwanske drifts- og vedligeholdelsesteam er stærke eksempler på, hvordan vi sikrer en stabil, grøn energiproduktion, og hvordan vi baner vejen for havvind i hele vindmølleparkens levetid. Vi vil fortsat være Taiwans mest pålidelige partner inden for grøn energi, og vi vil blive ved med at udvikle branchen for at skabe værdi.«

Drifts- og vedligeholdelsescentret, der er opført efter Ørsteds globale standarder for drift og vedligehold, skal stå for havvindmølleparkernes daglige drift, sikre optimal produktion af ren energi og administrere sikkerheden i forhold til det arbejde, som drifts- og vedligeholdelsesteamet udfører.

Desuden anvender centret lokalt fremstillede, energibesparende og bæredygtige materialer for at reducere CO2-aftrykket, hvilket gør det til Ørsteds mest bæredygtige drifts- og vedligeholdelsescenter og bidrager til selskabets mål om at være CO2-neutral i 2025. Centret lever også op til kravene til certificeringsniveauet guld i den amerikanske standard Leadership in Energy and Environmental Design (LEED).

For at understrege, hvor vigtigt det er at dele viden om grøn energi, har Ørsted også oprettet et uddannelsescenter, hvor lokale beboere og andre interessenter kan lære om havvind, hvilket man håber vil inspirere den næste generation af fagfolk og talenter.

 

 

Om drifts- og vedligeholdelsescentret

  • februar 2020: 20-årig lejeaftale underskrives med Taichung Havn
  • september 2020: Første spadestik til drifts- og vedligeholdelsescentret tages
  • maj 2021: Taiwanske drifts- og vedligeholdelsesteknikere starter otte måneders oplæring på idriftsatte vindmølleparker i Storbritannien
  • juni 2022: Bygningerne står klar til indflytning
  • august 2022: Drifts- og vedligeholdelsescenteret indvies
  • Areal: 7.868,15 m2
  • Kapacitet: 80 personer

Grønne løsninger:

  • 60 procent af de anvendte materialer er certificeret som bæredygtige og genanvendelige og er indkøbt lokalt
  • Solceller og regnvandsanlæg installeret
  • Ladestandere til elbiler installeret

Om Leadership in Energy and Environmental Design (LEED)

LEED er et certificeringsprogram for sunde og effektive samt CO2– og omkostningsbesparende grønne bygninger. En LEED-certificering er et globalt anerkendt symbol på bæredygtighed og høj kvalitet.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering