Ny højspændingsstation skal sende strøm fra havvindmøller på nettet

Store investeringer i vedvarende energi er på vej i Vestjylland. Solcelleparker og vindmøller på land i Holstebro leverer en betragtelig del af den danske elforsyning

Visualisering af den kommende 400 kV højspændingsledning fra Idomlund mod den dansk-tyske grænse - med Thor-mast - Kilde Energinet
Visualisering af den kommende 400 kV højspændingsledning fra Idomlund mod den dansk-tyske grænse - med Thor-mast - Kilde Energinet

Forberedelserne på havet er så småt i gang, og nu begynder de for alvor på land. Det gigantiske projekt med at opføre Danmarks største havvindmøllepark begynder at folde sig ud. Thor Havvindmøllepark skal ligge i Nordsøen ud for Thorsminde, og byggearbejdere er nu gået i gang med forberedelserne til en ny 220 kV højspændingsstation lidt vest for Holstebro. Den skal behandle strømmen fra Thor og sende den på transmissionsnettet ud til forbrugerne.

Holstebro Kommune i top-4

I forvejen sætter vedvarende energi mere og mere præg på det Vestjyllandske landskab. Det dokumenterer en ny opgørelse fra organisationen Green Power Denmark, der placerer Holstebro Kommune på top-4 på en liste over de steder i Danmark med mest kapacitet fra solceller og vindmøller på land. Vindmøller på land og solceller i Holstebro Kommune har en samlet kapacitet på 251 MW. Det svarer til 4-5 % af vedvarende energi på land i Danmark. Havvindmølleparken Thor får med sin størrelse på 1.000 MW omtrentlig den firedobbelte størrelse af de nuværende anlæg i Holstebro.

Ny nabo til Idomlund

Den nye 220 kV højspændingsstation ved Holstebro skal bygges som nabo til den nuværende 400 kV station Idomlund, der er et af knudepunkterne i den danske elforsyning. Herfra skal der også opsættes en ny 400 kV-luftledning mod syd ned mod grænsen til Tyskland. Det er det statslige selskab Energinet, der står for byggeriet i Holstebro. Efter en indbudt licitation har entreprenørfirmaet Kaj Bech fra Holstebro vundet opgaven med jordarbejde og støbning af fundamenter til de tekniske anlæg:

»Det er et firma, som vi har samarbejdet med tidligere og har gode erfaringer med,« fortæller projektleder Martin Hinrichsen fra Energinet.

Også strøm til brint på planen

I området ved den nye højspændingsstation er der også planer om at bygge et Power-to-X-anlæg, der skal omdanne strøm til brint:

»I det hele taget er der planer om en række energiprojekter omkring Holstebro, og vi har en god dialog med Holstebro Kommune om alt det, der skal til,« siger Martin Hinrichsen.

Energinet løser flere opgaver i forbindelse med Thor Havvindmøllepark. Selskabet er også gået i gang med at bygge en ny 220 kV højspændingsstation ved Volder Mark nord for Nissum Fjord. Herfra skal strømmen sendes i et nyt 30 km langt 220 kV-kabel til den nye højspændingsstation ved Holstebro.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering