I sit afsluttende bachelorprojekt på uddannelsen som maskinmester brugte Emil Frandsen DDV Analysen som omdrejningspunkt for en opgave om vedligehold hos drikkevareproducenten Rynkeby, hvor han sidenhen blev fastansat som vedligeholdsingeniør.
I forbindelse med konferencen om DDV Analysen på Sprogø talte Vedligeholdsklubben med Emil om, hvordan det spændte af, og altså førte til, at han nu fortsætter arbejdet i en fast stilling.
Inden han startede i bachelorpraktikken på Rynkeby i august 2022, havde en Emil Frandsen en idé om, at tiden på Midtfyn skulle bruges på at lave produktionsoptimering, effektivisering af arbejdsgange og lignende, men efter at have fulgt teknikerne de to første uger ændrede fokus sig.
»Det handlede egentlig ikke om, at chef og tekniker var uenige,
men mere om hvad det var for et afsæt, de havde.«Emil Frandsen, vedligeholdsingeniør, Rynkeby
»Da jeg begyndte at få nogle data ind, kunne jeg se, at der var noget at arbejde med, så jeg tog kontakt til chefen og spurgte, om det var ok, at jeg tog en lidt anden vinkel og i stedet så på noget struktur i teknisk afdeling, og det var han med på,« siger Emil Frandsen.
Her valgte han at bringe DDV Analysen i spil, og med den som fundament kunne han begynde at stille en masse spørgsmål til, hvordan arbejdet med vedligehold egentlig var bygget op i virksomheden. Det vidste sig hurtigt, at der var en hel del forskellige opfattelser af den sammenhæng.
Emil Frandsen fik derfor en chef, en tekniker og en vedligeholdsassistent til at besvare spørgsmålene i DDV Analysen, og her viste det sig eksempelvis, at hvor teknikeren mente, at man var ret langt fremme med forebyggende vedligehold, var chefen knap så overbevist om fremskridtet.
»Det kunne vi så tage en dialog omkring, og det handlede egentlig ikke om, at de var uenige, men mere om hvad det var for et afsæt, de havde. Chefen kom med 20 års erfaring og nogle andre perspektiver i forhold til, hvor man var på vej hen, mens teknikeren, der havde beskæftiget sig indgående med det her de sidste to år, syntes at man havde rykket sig meget,« forklarer han.
Flere opgaver venter
Teknikeren kan med andre ord have en opfattelse af, at man er ved at være i mål med et projekt, og det kan så skabe noget frustration, når chefen mener, at man kan komme endnu længere og holder fast i projektet uden at have forventningsafstemt, hvor målstregen rent faktisk er.
Det var et af de forhold, Emil Frandsen kunne klarlægge ved at bruge DDV Analysen, og netop også det, han med virkning fra 1. februar i år blev ansat til at arbejde videre med på baggrund af den kortlægning af Rynkebys produktion, han havde udført til sit bachelorprojekt.
»Ud fra den kunne jeg se, at hvis man for eksempel arbejdede målrettet med at få vores IT-program op at køre, så kunne vi få bedre styr på, hvordan vi prioriterer ressourcerne, hvordan vi laver forebyggende vedligehold, hvordan vi kan prioritere efter sikkerhed og miljø, så det er den slags, jeg arbejder videre med,« siger han.
Derudover venter der også en opgave med at rydde op på lageret og få overblik over, hvad man har af reservedele og ikke mindst, hvilken kapitalbinding, der er i spil. Det skal så skabe grundlag for en modernisering af den tekniske afdeling i virksomheden.
Ligeledes er der produktionslinjer, der står foran udskiftning de kommende år, og også her er der gevinster at hente ved at registrere elementer bedre og reducere udgifterne til vedligehold. I den forbindelse er der en relateret opgave i at få teknikerne til i højere grad at skrive informationer om udførte reparationer ind i systemet, så man får skabt noget historik.
Også her kommer DDV Analysen til at gøre en forskel, så alt i alt tøver Emil Frandsen ikke med at anbefale værktøjet til både nye og erfarne folk. Med den i hånden kan må få stillet de rigtige spørgsmål og kortlagt, hvor man er, og i hvilken retning, man gerne vil bevæge sig.
»DDV-pyramiden, hvis vi kan kalde den det, giver et godt billede af, hvad man skal have styr på, så man eksempelvis kan lave de rigtige fejlanalyser. Og man behøver ikke have mange år på bagen for at få noget ud af den, hvis du bare ved, hvordan terminologien inden for vedligehold er,« siger han.
Hør Vedligeholdsklubben med Emil Frandsen her, og hør også udsendelsen med Peter Vangsø Jeberg og Tommy Odderskjær Jensen fra Energinet, der fortæller om, hvordan analysen er kommet til verden.