DDV Analysen som forståelsesmæssig brobygger

Den nye udgave af DDV Analysen har flyttet fokus over på en lidt blødere forståelse af, hvad vedligehold egentlig er for størrelse i virksomhederne, og ikke mindst hvordan folk opfatter tingenes tilstand. Det er nemlig centralt for det videre arbejde.

Peter Vangsø Jeberg præsenterede de overordnede resultater af DDV Analysen på arbejdsgruppens vegne
Peter Vangsø Jeberg præsenterede de overordnede resultater af DDV Analysen på arbejdsgruppens vegne

Den 9. maj holdt DDV konference på Sprogø med DDV Analysen som omdrejningspunkt. Dagen igennem fortalte foreningen og ikke mindst forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om de overordnede resultater fra de indkomne svar på analysen.

Dagens første oplægsholder var tidligere bestyrelsesmedlem i DDV, Peter Vangsø Jeberg fra Energinet, der dels præsenterede forskellige resultater fra analysen, som han var en del af arbejdsgruppen bag, men også kom ind på selve udformningen af værktøjet, der er blevet mere kvalitativ.

For at få sat nogle flere ord på disse forskellige emner, tog Vedligeholdsklubben en snak med både Peter og Energinet-kollegaen Tommy O. Jensen, der begge er involveret i Energinets brug af selvsamme analyse.

»I denne her nye udgave af DDV Analysen ville vi gerne flytte fokus lidt væk fra ”kun” tal og mere over i retning af, hvordan vi egentlig forstår og arbejder med vedligehold. Der tog vi udgangspunkt i SAMI-pyramiden, og tilføjede de mest relevante spørgsmål,« forklarer Peter Vangsø Jeberg indledningsvis.

Peter Vangsø Jeberg (tv.) og Tommy O. Jensen har begge mange års erfaring med vedligehold i Energinet.
Peter Vangsø Jeberg (tv.) og Tommy O. Jensen har begge mange års erfaring med vedligehold i Energinet.

I Energinet sidder Tommy O. Jensen til daglig i asset-afdelingen og arbejder med vedligehold af højspændingsnettet, og han blev derfor – med egne ord – ’en form for testpilot på pyramiden’, som man hurtigt kunne se potentielle gevinster i at inddrage.

Man fik derfor gruppe- og afdelingslederne i asset – omkring 15 personer alt i alt – til at besvare spørgsmålene, samtidig med at man kunne eksperimentere lidt med formen, eksempelvis ved at anonymisere svarene for at få ’den ægte mening frem’, som han formulerer det.

»Lidt karikeret er vedligehold typisk noget med mænd i blåkedeldragter og nogle folk i jakkesæt i den anden ende af kæden, der sætter dagsordenen. DDV Analysen skulle gerne være med til at bygge bro over det gab, og det synes jeg faktisk lykkedes, da vi så på resultaterne,« siger Tommy O. Jensen.

Fælles forståelse er vigtig

Et af de overraskende momenter, der åbenbarede sig i svarene på DDV Analysen i Energinet, var den relativt store forskel i opfattelsen selskabets tilgang til vedligehold – i øvrigt ikke ulig det billede, Emil Frandsen fandt gennem arbejdet med analysen i Rynkeby.

Afdelingslederens blik på tingenes tilstand var således noget mere positivt, end hvad der var tilfældet ude i organisationen, fortæller Tommy O. Jensen. Det viste sig dog ikke desto mindre, at man kunne gøre det til noget konstruktivt.

»Vi fik hurtigt vendt den fra en form for skyldfølelse over, at vi ikke gør vedligehold godt nok, til at sige ’Hvad er der egentlig af muligheder for at gøre det bedre?’ Det var faktisk en rigtig god proces,« siger han.

Både i regi af DDV og i dagligdagen hos Energinet har Tommy O. Jensen (tv.) og Peter Vangsø Jeberg beskæftiget sig indgående med DDV Analysen.
Både i regi af DDV og i dagligdagen hos Energinet har Tommy O. Jensen (tv.) og Peter Vangsø Jeberg beskæftiget sig indgående med DDV Analysen.

I praksis afviklede Energinet en hel temadag med gruppe- og afdelingslederne, hvortil man på forhånd havde udvalgt syv ud af de 25 emneområder at fokusere på, alle i de to nederste lag i pyramiden. Dem foldede man så ud for at se på, hvordan respondenterne egentlig så på sagerne.

»Det førte til nogle gode diskussioner om, hvorfor vi er, hvor vi er, og hvad kan vi gøre, hvis vi skal gøre noget. For bare fordi, at man har et vist niveau, er det jo ikke ensbetydende med, at man skal flytte sig, det kommer an på den enkelte virksomhed. Men den fælles forståelse er vigtig,« siger Peter Vangsø Jeberg.

Hør meget mere om Energinets overvejelser og grundlaget for DDV Analysen i denne udgave af Vedligeholdsklubben.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering