BIOFOS har en ambitiøs plan om at blive klimapositiv i 2025, men målet er indfriet et år før tid, idet selskabet har opnået status som klimapositiv allerede ved udgangen af første kvartal af 2024, og de gode resultater fortsatte ved udgangen af andet kvartal.
At være klimapositiv betyder, at BIOFOS fortrænger mere CO2e, gennem produktion af grøn energi, end der samlet set bliver udledt fra selskabets tre renseanlæg. Ved slutningen af juni 2024 lå selskabets fortrængning på 109 % set i forhold til den udledte mængde af CO2e.
BIOFOS CO2e -udledning stammer især fra den energi, der bliver købt i form af el, varme og olie og fra lattergas, der dannes af de bakterier i vandbehandlingen, som hjælper med at rense spildevandet. Således har BIOFOS udledt 5.320 ton CO2e og fortrængt 5.806 ton CO2e.
»Det er en stor og vigtig milepæl, vi nu har nået, og jeg er stolt over, at vi allerede nu kan opfylde vores ambitiøse målsætning om at være klimapositive i 2025. Det viser, at vi som kommunalt ejet forsyningsselskab i højere grad skal ses som et ressourceanlæg som både renser og udnytter ressourcerne i spildevandet frem for ’blot’ et renseanlæg. Vi er en stærk medspiller i den grønne omstilling og er indbegrebet af en cirkulær økonomi,« siger John Buur Christiansen, adm. direktør for BIOFOS.
Effektiv energiproduktion er nøglen til succes
Det er især den øgede produktion af biogas, som har skubbet på den positive udvikling. Men også energibesparende tiltag som for eksempel omlægning af anlæggene til at benytte bundbeluftning i den del af renseprocessen, hvor spildevandet skal iltes.
Ved udgangen af 2023 var to ud af BIOFOS’ tre anlæg omlagt til den såkaldte bundbeluftning. Den metode kræver langt mindre energi at drive og bidrager derfor til en væsentlig reduktion af CO2-emissionen, og den effekt kan ses på resultaterne i første halvår af 2024. I 2025 vil også det tredje og sidste anlæg, Renseanlæg Damhusåen, være omlagt til bundbeluftning.
Flere klimapositive tiltag på vej
Lattergas står for op mod halvdelen af BIOFOS’ samlede udledning af CO2e, og fordi lattergas belaster klimaet 270 gange mere end CO2, har BIOFOS stort fokus på at nedbringe lattergasudslip fra renseprocessen. Igennem de seneste år har BIOFOS arbejdet med flere forskellige projekter, der har undersøgt, hvordan lattegasudslippet kan nedbringes.
»Som Danmarks største renseanlæg har vi styrken og mulighederne for at indgå i flere forskningsprojekter og lave egne undersøgelser af, hvordan vi kan forbedre vores måde at drive renseanlæg. Det kan i sidste ende komme hele branchen til gode, og sammen kan vi bidrage til et bedre klima på flere parametre,« fortæller John Buur Christiansen.
På tværs af lattergasprojekterne er der et potentiale for at reducere udledningen af lattergas med op til 80 procent. Sammen med andre omlægninger, der nedbringer energiforbruget i driften på de tre renseanlæg, giver det en stærk tro på, at fremtiden kun vil gå én vej, når det gælder CO2, og det er nedad.
Faktaboks – Sådan har BIOFOS opgjort sit regnskab
BIOFOS har i det første halvår af 2024 udledt 5.320 t CO2e. Samtidig har selskabet fortrængt 5.806 t CO2e gennem produktion af grøn energi – biogas, fjernvarme og strøm.
BIOFOS driver de tre største renseanlæg i Danmark: Renseanlæg Lynetten på Refshaleøen, Renseanlæg Avedøre på Avedøre Holme og Renseanlæg Damhusåen i Valby. CO2– og energiregnskabet inkluderer den CO2e, der udledes fra BIOFOS renseanlæg såsom metan- og lattergas, køretøjer og køb af energi (scope 1 og 2). I fortrængningen af CO2e medregnes energiproduktionen – biogas, varme og elektricitet – som produceres på alle tre anlæg.
Referenceåret for BIOFOS’ reduktion af CO2e-udledning er 2005 for Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen og 2007 for Renseanlæg Avedøre. Siden referenceårene er den samlede CO2e-udledning reduceret med 97 procent (nettoudledning), ved udgangen af 2023, når man inkluderer fortrængningen af CO2e, som BIOFOS’ grønne energiproduktion forårsager.
BIOFOS følger de gældende standarder for branchen ift. opgørelse af sit CO2-regnskab, samt den internationalt anerkendte standard GHG-Protokollen. Ifølge denne standard opgøres virksomhedens emissioner i tre forskellige kategorier; Scope 1, 2 og 3, hvor af BIOFOS afrapporterer på scope 1 og 2
Fyrtårn for politisk ambition om klimaneutral vandsektor
BIOFOS viser, at spildevandsbranchen også kan spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling.
Virksomheden er de første til at indfri ambitionen om en energi- og klimaneutral vandsektor i 2030, der er en del af aftalen ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”, besluttet af Regeringen samt V, RV, SF, E, KF, LA og Alternativet i 2020.
Om BIOFOS
BIOFOS er Danmarks største spildevandsvirksomhed og renser spildevand for 1,2 mio. indbyggere i hovedstadsområdet på sine tre renseanlæg Lynetten, Avedøre og Damhusåen. BIOFOS ejes direkte eller indirekte af 15 kommuner i hovedstadsområdet: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, København, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk.
Læs mere om BIOFOS CO2 og energiregnskab for 2023: https://biofos.dk/om-os/baeredygtighed