Fordelercentral kobler fremtidens fjernvarme sammen

DIN Forsynings produktionsanlæg til fjernvarme på Esbjerg Havn består af en række produktionsenheder, der supplerer hinanden. Hjertet i systemet er fordelercentralen Ny Krone.

Ny Krone er hjertet i Fremtidens Fjernvarme. Foto: DIN Forsyning/Christer Holte
Ny Krone er hjertet i Fremtidens Fjernvarme. Foto: DIN Forsyning/Christer Holte

Fremtidens Fjernvarme er ikke ”kun” et produktionsanlæg til fjernvarmekunderne i Esbjerg, det er også ejerselskabet DIN Forsynings filosofi indenfor fjernvarmeproduktion. Visionen handler om at tage de billigste og mest miljørigtige valg, og om en fleksibel produktion baseret på energi, der er til overs hos andre.

Systemet består af en række produktionsenheder, herunder havvandsvarmepumper, elkedel, akkumulatortank og en fliskedel. I midten af det hele står Ny Krone, som er navnet på den fordelercentral, der kobler det hele sammen.

»Ny Krone er hjertet i Fremtidens Fjernvarme og har flere vigtige opgaver. Den sikrer, at DIN Forsynings fjernvarmekunder får glæde af det opvarmede fjernvarmevand, og den modtager det afkølede returvand, som skal varmes op igen. Ny Krone har flere ind- og udgange, og det bruger vi til at sende fjernvarmevand afsted i forskellige temperaturer,« forklarer varmeproduktionschef Mads Timmermand fra DIN Forsyning.

Mads Timmermand og hans kolleger har opdelt fjernvarmeområdet i fire zoner, og dermed kan de for eksempel sende 60 grader varmt vand afsted til de nærmeste kunder og 90 grader til de kunder, der bor længst væk:

»På den måde sparer vi både energi og penge, fordi varmetabet er mindre, og der skal ikke produceres lige så meget fjernvarme med en høj temperatur. Desuden kan vi styre trykket i nettet individuelt i zonerne, så vi heller ikke her bruger unødig energi på at pumpe vandet,« siger han og fortsætter:

»Vi har en strategisk ambition om at undgå at spilde ressourcer. Når vi er i stand til at differentiere temperaturen, kan vi nøjes med at producere fjernvarme til den temperatur, der rent faktisk er brug for. Så kan vi undgå at overproducere unødigt og undgå at bruge ressourcer på noget, der ikke er brug for. I en verden, hvor klimaet lider, og vi taler meget om overproduktion og overforbrug, er det her et sted, hvor vi kan gøre en forskel,« siger Mads Timmermand.

DIN Forsyning har gennem flere år arbejdet med at kontakte og vejlede de kunder, som leverer fjernvarmevand tilbage med for høj temperatur. Det betyder, at fjernevarmesystemet i Varde og Esbjerg er blandt de mest effektive i verden.

»Jo bedre vores kunder er til at trække varmen ud af fjernvarmevandet, jo færre ressourcer skal vi bruge på at producere fjernvarme. Og vi kan se, at vores kunder er rigtig gode til at udnytte deres fjernvarme, fordi det fjernvarmevand, vi får retur, er kølet rigtig godt af. En god, lav returtemperatur kommer kun, når fjernvarmeanlægget hos den enkelte kunde er indstillet korrekt,« slutter Mads Timmermand

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering