Elektrikerlærling har aldrig fået stød

Energivirksomheden Equinor Refining Denmark har faste procedurer for at forebygge elulykker blandt medarbejderne. Voksenlærling Rasmus Vestergaard Harpsøe har aldrig fået stød på jobbet.

03.09.2020: Lærling har aldrig fået stød │ Optimering.nu

Hver femte elektriker har fået stød på arbejdet. Det viste resultaterne af en forskningsundersøgelse om elsikkerhed, der blev offentliggjort tidligere på året. Deltagerne i undersøgelsen var medlemmer af Dansk El-Forbund (DEF). Undersøgelsen viste, at en del elektrikere har fået stød flere gange, og at lærlinge oftere får stød end svende. Det er dog ikke alle lærlinge, der får stød.

»Jeg er ikke blevet ramt af det endnu,« siger Rasmus Vestergaard Harpsøe, der er voksenlærling på energivirksomheden Equinors olieraffinaderi i Kalundborg.

Den 29-årige elektrikerlærling har været i Equinor Refining Denmark siden november 2017 og bliver udlært til april næste år. Han synes, at hans arbejdsgiver tager elsikkerheden seriøst.

»Der er meget fokus på det. Svendene siger, at du skal have det ligeså godt, når du går hjem, som da du kom på arbejde. Det er et godt motto,« siger Rasmus Vestergaard Harpsøe, der er del af en afdeling med fire elektrikersvende.

 

Måler om der er slukket

I det daglige arbejder Ramus blandt andet med at skifte motorer, fejlsøge og vedligeholde anlægget, så det kører optimalt elmæssigt.

»På et olieraffinaderi er der en del brandfarligt materiale, så der er ekstra meget fokus på sikkerhed, og på at der ikke må opstå gnister, som der opstår ved stød. Udover konsekvenserne for den elektriker, der får stød, kan det have endnu mere vidtrækkende konsekvenser,« fortæller Rasmus Vestergaard Harpsøe.

Forebyggelsen foregår ved at have nogle gode procedurer. Det er procedurer, som lærlingen har fået indprentet af kollegerne.

»Strømmen skal være afbrudt, når vi arbejder på noget. Og når vi har slukket for strømmen, måler vi altid efter, om der nu reelt er slukket. Det er nogle arbejdsgange, svendene har lært mig, og jeg kan jo se, at de lever og har det godt,« siger voksenlærlingen.

 

Skal altid undersøges

Også ledelsen i Equinor Refining Denmark tager el-sikkerheden alvorligt. Hvert år deltager virksomhedens elektrikere i et kursus om sikkerhedskravene til deres arbejde, hvor der bliver talt om forebyggelse og om konsekvenserne af elulykker. Equinor Refining Denmarks elektrikere har fået udleveret en folder med en vejledning om, hvad de skal gøre i tilfælde af stød på jobbet.

»Det er særligt stød med vekselstrøm, der kan være skadeligt, men vi skal altid ringe til skadestuen, hvis vi får stød. Og vi skal insistere på, at vi vil ind og undersøges, også selvom det ikke virker alvorligt. Normalt tager de ikke personer ind til undersøgelse, hvis det er under 230 volt, men det skal vi alligevel. Det er proceduren, for du ved aldrig, hvad der kan ske efter et stød,« siger lærlingen, der er glad for sin arbejdsgivers tilgang.

»Den overordnede tilgang er, at det er bedre, at en maskine dør, end at et menneske dør. Sådan skal det selvfølgelig også være, men jeg er glad for, at min arbejdsgiver tager det så seriøst.«

 

Stod ikke lysende klart

På Roskilde Tekniske Skole, hvor Rasmus Vestergaard Harpsøe læser til elektriker, taler de også om elsikkerhed. Men voksenlærlingen synes ikke, det har fyldt nok i undervisningen.

»Der har været for lidt undervisning i det på skolen. På grundforløbet havde vi lidt om det, men bagefter stod det ikke lysende klart for mig, hvad det gik ud på.«

Fra samtaler med sine medstuderende har han det indtryk, at det langtfra er alle virksomheder, der tager elsikkerheden alvorligt.

»Tankegangen er ikke den samme alle steder,« siger voksenlærlingen.

Han har da også mødt elektrikere, der ikke går så højt op i det med stød og sikkerhed.

»Der findes elektrikere af den gamle skole, der siger, at hvis ikke du har fået stød, så er du ikke rigtig elektriker. Og mange siger, at det sker før eller siden. Men det synes jeg bare gør mig endnu mere opmærksom på, at det ikke skal ske,« siger Rasmus Vestergaard Harpsøe.

 

Rasmus Vestergaard Harpsøe

  • Elektrikerlærling hos energivirksomheden Equinor Refining Denmark siden 2017.
  • Arbejder på Equinors olieraffinaderi i Kalundborg.
  • 29 år.
  • Læser på Roskilde Tekniske Skole.
  • Bliver udlært i april 2021.
  • Bor i Kalundborg med sin kone.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering