Regeringen vil kickstarte udvikling af grønne brændstoffer med milliardstøtte

Regeringen fremlægger et udspil med 1,25 milliarder til udvikling af Power-to-X-teknologi, der omdanner grøn el til brændstoffer. Fremtidens grønne brændstoffer skal styrkes med i alt 14 initiativer.

Regeringen vil kickstarte udvikling af Power-to-X | Optimering.nu
Power-to-X er navnet på en samling af teknologier, hvor man ved hjælp af elektrolyse omdanner grøn strøm til forskellige grønne brændstoffer, som kan erstatte fossile brændstoffer. Grafik: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Regeringen vil med et nyt udspil sætte skub i produktion og forbrug af grønne brændstoffer, som kan bruges til skibsmotorer, lastbiler, fly, i industrien og ikke mindst til eksport. Danmark har særligt gode forudsætninger for at producere grønt brændstof og går nu ind i kapløbet om bæredygtige erstatninger for kul og olie. Danmark vil sigte efter at bygge fire-seks gigawatt Power-to-X-kapacitet i 2030.

»Verden råber på grønne brændstoffer. Efterspørgslen på at kunne sejle, flyve og producere klimavenligt er enorm, og Danmark har potentialet til at kunne levere. Vi investerer nu massivt i teknologi, der kan omdanne vores vindmøllestrøm til brændstof, der kan hældes på tanken på et skib eller få et fly på vingerne. Det er et afgørende skridt for Danmarks grønne omstilling, men målet er også at hjælpe resten af Europa med at sige farvel til den fossile energi,« siger klimaminister Dan Jørgensen.

Udspillet bygger på regeringens to nye strategier, ’Grøn gasstrategi’ og ’Strategi for udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer’, Power-to-X strategien. Der er med ’Klimaaftale for energi og industri 2020’ afsat minimum 750 millioner kroner til et udbud for Power-to-X, som nu hæves til 1,25 milliarder kroner. Midlerne målrettes støtte til produktion af grønne brændstoffer. Regeringen prioriterer yderligere 344 millioner til investeringsstøtte til innovative grønne teknologier og forbedrer desuden rammevilkårene for både produktion, distribution og anvendelse af Power-to-X.

»Danmark er et grønt foregangsland, og resten af verden ser mod danske virksomheder i deres søgen efter gode grønne løsninger. Det skal også være tilfældet, når det kommer til fremtidens grønne brændstoffer og grønne teknologier. Danske virksomheder står på spring for at etablere et nyt dansk erhvervseventyr, og der er et stort potentiale for, at der i fremtiden står ”made in Denmark” på de grønne brændstoffer, der fyldes på skibe og fly verden over. Power-to-X er til gavn for klimaet og rummer samtidig et stort erhvervs- og eksportpotentiale, der skaber danske arbejdspladser og gavner danske virksomheder,« siger erhvervsminister Simon Kollerup.

 

Vindenergi og gassystem giver et forspring

Der skal bruges strøm til at producere Power-to-X, hvor strøm ved hjælp af elektrolyse bliver til brint. Danmark har en stor produktion af vindkraft og grøn strøm – og mere er på vej – samt et velfungerende gassystem med direkte rørforbindelse til det nordeuropæiske marked. Dermed har Danmark gode forudsætninger for et nyt industrieventyr med grønne brændstoffer.

Ud over at producere brint ved hjælp af elektrolyse kan danske virksomheder også producere grønne gasser ud af restprodukter som gylle, madaffald og affald fra industrien. Det danske gasforbrug falder, men den gas, der er tilbage, bliver grønnere. I 2035 kan gasforbruget være helt grønt og klimaneutralt.

Gasnettet skal derfor kunne understøtte og transportere brint og andre grønne gasser – både til brug i Danmark og til eksport. Eksport er for eksempel relevant i Sydjylland, som med en stor vindenergiproduktion og en Power-to-X- produktion i sin vorden har god adgang til de store markeder i Nordeuropa.

 

Regeringens udspil består blandt andet af forslag om:

Mere finansiering til Power-to-X

  • Udbudsstøtten til produktion af Power-to-X øges med 66 procent til 1,25 milliarder kroner.
  • Der afsættes 344 millioner kroner i investeringsstøtte til opskalering af innovative grønne teknologiprojekter inden for eksempelvis Power-to-X.

Direkte el-forbindelser til Power-to-X-anlæg

  • Bedre mulighed for at føre el-ledninger direkte fra vind- og solparker til Power-to-X-anlæg for at reducere omkostninger til udbygning og forstærkning af det kollektive el-net.

Mulighed for lavere tariffer til store el-forbrugere som Power-to-X-producenter

  • En tredjedel af omkostningerne til brintproduktion skyldes betaling for brug af el-nettet, såkaldte tariffer. Med geografisk differentierede tariffer for store forbrugere skal det være billigere at få adgang til strøm til Power-to-X-anlæg, hvis Power-to-X-anlæggene etablerer sig tæt på eksempelvis solcelle- eller vindmølleparker.

Ambitiøse krav og klare regler i EU

  • Regeringen vil arbejde for at øge efterspørgslen på grønne brændstoffer til sø- og luftfarten ved at presse på for en ambitiøs udformning af Europa-Kommissionens Fit-for-55. Desuden er der behov for klare og ensartede regler, der sikrer, at brinten produceres på grøn strøm, og at Power-to-X-projekter ikke bliver forsinket eller fordyret på grund af usikkerhed om fortolkning af regler og krav.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering