Energioptimering skal hjælpe Arla på vej mod mindre CO2

Fødevareproducenten Arla Foods har indgået samarbejde med Grundfos for at reducere virksomhedens energiforbrug og kulstofemissioner globalt. Her er en forbedring af energieffektiviteten gennem optimering af kernesystemerne i produktionen.

Optimering

Grundfos, der er global leder inden for avancerede pumpeløsninger og vandteknologier, skal hjælpe Arla Foods med missionen om at reducere 63 procent af mejerivirksomhedens CO2-emissioner inden 2030.

For at nå dette mål samarbejder Arla med vigtige partnere i hele værdikæden for at optimere sine aktiviteter og finde frem til de løftestænger, der kan fremme virksomhedens klimaambitioner.

For Arla Foods giver det globale netværk af mejerier mulighed for at reducere energiforbruget betydeligt og dermed forbedre effektiviteten. Og det er netop med henblik på at forbedre energieffektiviteten, at der er indgået et samarbejde med Grundfos, der skal levere ekspertise og løsninger til at realisere målet.

Den grønneste energi er som bekendt den, vi ikke bruger, og for at opnå dette er Grundfos blevet udpeget til at identificere, rapportere og opnå energireduktioner på tværs af Arla Foods’ 60 globale mejerier.

Grundfos vil hjælpe med at optimere kernesystemerne ved at udskifte pumpesystemer til fordel for højeffektive systemer med avancerede motorer, pumper og styreprogrammer.

»Vi er meget glade for, at vi, via vores ekspertise, innovative produkter og løsninger, kan hjælpe Arla Foods med deres indsats for at energioptimere og støtte dem globalt på tværs af deres mejerier. Et af vores fokusområdet i Grundfos Industry Divisionen er netop at hjælpe vores kunder og slutbrugere med at reducere energiforbruget og nå deres CO2-udledningsmål,« siger Stéphane Simonetta, Group Executive Vice President & CEO – Industry for Grundfos.

Grundfos har på nuværende tidspunkt gennemgået to tredjedele af Arla Foods’ anlæg og identificeret årlige besparelser på syv gigawatt-timer med en samlet forventet besparelse på omkring ti gigawatt-timer. Det betyder en reduktion af Arlas samlede elforbrug i driften med 1,2 procent, hvilket svarer til at køre en gennemsnitlig elbil 1.250 gange rundt om jorden (50 millioner kilometer).

Merværdi

Arla Foods arbejder målrettet for at skabe en mere bæredygtig mejeriproduktion og udvikle virksomheden på en ansvarlig måde. Efterspørgslen efter mejeriprodukter vokser globalt, og både Arla og forbrugerne er meget fokuserede på at bringe sunde, næringsrige og bæredygtige fødevarer ud i verden, forklarer David Boulanger, der er Chief Supply Chain Officer hos Arla Foods.

»Vi ser et stort potentiale i at optimere vores drift og vores tilsluttede systemer. Men for at kunne gøre dette, kræver det gode samarbejder med leverandører og partnere, som kan bidrage med deres ekspertise til at forbedre det eksisterende setup. En af disse partnere er Grundfos, hvis store viden om energioptimering, pumpesystemer og -løsninger er afgørende for, at vi kan nå vores ambitione,« siger han.

Som en del af initiativet har Grundfos for nylig leveret og installeret nye intelligente pumper på Arla Westbury-mejeriet i Storbritannien. Baseret på dokumenterede og validerede energimålinger hjalp Grundfos med at opnå årlige besparelser på 481.800 kWh energi og 194 tons CO2 for mejeriets is- og kølevandssystemer med et investeringsafkast (ROI) på mindre end to år.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering