På verdensplan trænger 200 millioner gamle cirkulationspumper til udskiftning, heraf halvdelen i Europa. Det er det samme som 200 millioner muligheder for energioptimering, mener den danske pumpegigant Grundfos, der er kommet frem til tallet gennem et internt studie.
Udskiftning af de gamle pumper med nyere, mere energieffektive modeller kan potentielt spare verden for i omegnen af 53,5 terawatt-timer energi om året, svarerende til Portugals årlige energiforbrug, forklarer virksomheden på platformen 200millionpossibilities.com.
Ifølge Eurostat tegner rumopvarmning sig for næsten 63 procent af energiforbruget i en gennemsnitlig EU-husstand, så der er gevinster nok at hente ved at udskifte de mange cirkulationspumper, der i sig selv er blandt de mest strømslugende enheder i hjemmet.

»Vi skal hurtigst muligt adressere energiudfordringerne ved kilden og forbedre effektiviteten, så vi bedre kan håndtere efterspørgslen og mindske udsving i forsyningen. Der er flere muligheder for at drive energieffektivitet derhjemme og dermed reducere presset på både energiforsyningen og boligejernes økonomi,« siger Divisions CEO hos Grundfos, Morten Bach Jensen.
»At erstatte en gammel cirkulationspumpe med en nyere, mere effektiv model er den mest effektive måde, hvorpå husstande kan forbedre deres energieffektivitet på en omkostningseffektiv måde. Det leverer både den umiddelbare og langsigtede virkning, som mange mennesker og planeten som helhed så desperat har brug for,« tilføjer han.