Grøn verdenspremiere i Odense: Dansk teknologi forvandler drivhusgasser til grøn brint

Teknologivirksomheden Estech indviede onsdag den 18. september, et helt nyt anlæg, der som det første af sin slags i verden gør det muligt både at fange CO2 fra industri- og energisektorens drivhusgasser og i samme proces at producere grøn brint. Dermed kan teknologien blive den manglende brik i industriens grønne omstilling.

Estechs CAPPOW-anlæg ved Vandcenter Syd Pressefoto
Estechs CAPPOW-anlæg ved Vandcenter Syd Pressefoto

Teknologivirksomheden Estech indviede den 18. september officielt et anlæg, der som det første af sin slags i verden kombinerer CO2-fangst med Power-to-X i én og samme proces.

Dermed åbnede anlægget op for at kunne konvertere CO2 fra eksempelvis biogas- og produktionsanlæg til biobrændstoffer ved at regenerere den indfangede CO2 og den producerede brint.

»Det er flere års udviklingsarbejde for vores virksomhed, der kulminerer i dag. Vi håber og tror på, at det bliver en milepæl for ikke bare os som virksomhed, men i al beskedenhed også for Danmarks grønne omstilling,« sagde Søren G. Larsen, administrerende direktør i Estech, på indvielsesdagen.

Relevant for alle virksomheder med en skorsten

Teknologien – kaldet CAPPOW – udmærker sig ved, at anlægget kan opsamle røggas, rense den og derefter spalte den CO2-mættede væske fra røggasrensningen til CO2, ilt og brint via elektrolyse.

Kundesegmentet er i princippet enhver virksomhed, der udleder CO2, og som har grøn strøm til rådighed. Det vil sige for eksempel biogasanlæg, kraftvarmeværker og produktionsvirksomheder. Anlægget kan skaleres op eller ned efter behov og kan således tilpasses både mindre og større CO2-udledere.

»CAPPOW vil være relevant for groft sagt enhver virksomhed med en skorsten. Også fordi teknologien giver en anden businesscase end et traditionelt anlæg til CO2-fangst, idet man med vores teknologi kan konvertere røggassen til værdifulde ressourcer som eksempelvis biobrændstoffer,« forklarede Søren G. Larsen.

Den manglende brik i puslespillet

Fangst og lagring af CO2 – også kendt som Carbon Capture Storage (CCS) – nævnes ofte som et vigtigt værktøj til at nå klimamålene i både Paris-aftalen og det danske 70 procents-reduktionsmål i 2030. Senest har man i København afsat 450 millioner kroner til CO2-fangst.

Man mangler dog de nødvendige storskala-anlæg til at opkræve de nødvendige mængder. Her kan CAPPOW-teknologien vise sig som den manglende brik i puslespillet.

Det anlæg, der indvies i dag, er et nærved-fuldskala-anlæg, der befinder sig hos Vandcenter Syd i Odense. Det er samtidig Danmarks hidtil største anlæg til CO2-fangst.

——

Fakta: Sådan fungerer CAPPOW

ESTECHs CAPPOW-teknologi kombinerer to ellers særskilte processer, CO2-fangst og produktion af brint via elektrolyse (Power-to-X), som er en proces, der drives af strøm. Fordelen ved at kombinere de to processer er dels, at det er mere omkostningseffektivt end at bygge to særskilte anlæg til CO2-fangst og brintproduktion, og dels at det er mere energieffektivt at kombinere processerne end at drive dem enkeltvis. Processen anvender udelukkende harmløs kemi i form af kaliumhydroxid (KOH) – et naturligt rengøringsmiddel – og kræver ikke varme.

Den producerede brint kan anvendes direkte som brændstof eller i industrien, ligesom den kan viderekonverteres til f.eks. grøn ammoniak, metanol eller metan.

Den indfangede CO2 kommer efter endt rensning til at indeholde mindst 99 % ren CO2. Den kan således komprimeres i tanke og afsættes direkte til brug i kulsyreholdige drikke som f.eks. øl og sodavand.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering