For første gang: Nyt HOFOR-anlæg bruger biogas fra spildevandsrensning i et Power-to-Gas-projekt

Med en ny, innovativ metode baseret på Power-to-X-teknologi bliver HOFOR nu i stand til at få markant mere biogas ud af den samme mængde spildevand. Derfor er den nye teknologi et vigtigt skridt i retning af at udnytte det fulde biogaspotentiale i københavnernes spildevand.

Optimering
Nederst i billedet ses containeren, der huser HOFORs Power-to-Gas-testanlæg

BIOFOS har i mange år brugt københavnernes spildevand til at producere CO2-neutral biogas. Den blander HOFOR i bygassen, hvor den erstatter fossil naturgas. Hidtil har det kun været muligt at udnytte 60 procent af biogassens potentiale, men nu indvier HOFOR et testanlæg, hvor man med hjælp af Power-to-X-teknologi fremover kan udnytte op mod 100 procent af potentialet i biogassen. Det bidrager til, at bygassen i hovedstaden også i fremtiden kan være CO2-neutral og betyder, at Københavns Kommune får nemmere ved at nå sine ambitiøse klimamål.  

I dag udnytter HOFOR ikke CO2’en i den rå biogas, men ved at bruge den nye og innovative Power-to-Gas-teknologi vil HOFOR også kunne omdanne CO2’en til biogas, hvilket markant vil øge udbyttet af biogas fra spildevand. 

Alt spildevandet bliver til biogas 

Testanlægget er opført på BIOFOS’ Renseanlæg Avedøre i forbindelse med HOFORs opgraderingsanlæg, hvor spildevand fra det vestlige og sydlige København bliver til biogas. Det nye testanlæg er det første i Danmark, hvor biogas fra spildevand indgår i et Power-to-Gas-anlæg. I løbet af det næste år skal anlægget gennemtestes, og går alt, som det skal, vil HOFOR til den tid beslutte at bygge et anlæg i stor skala.  

»Det er grøn energi-innovation, når det er bedst. Vi bruger helt nye Power-to-Gas-teknologier, så vi kan effektivisere processerne og øge mængden af biogas fra spildevandsanlæg markant. Med den nye metode omdanner vi også biogassens CO2-indhold til biogas, der blandes i hovedstadens bygas. Dermed bidrager vi markant til den grønne omstilling – til gavn for klimaet, københavnerne og resten af Danmark,« siger chefen for Bygas i HOFOR, Morten Stanley. 

Planen er 100 procent CO2-neutral i 2025 

Den nye metode kan altså danne mere biogas fra den samme mængde spildevand. Hvis teknologien virker, vil det bidrage til, at HOFOR kan sikre, at bygassen bliver CO2-neutral.  

»Vi har aftaler om at aftage biogas fra alle de tre renseanlæg i byen. Københavnernes eget spildevand bliver således omdannet til biogas, der blandes i bygassen og sendes tilbage til københavnerne. Det er genbrug, der vil noget. Vores plan er at levere 100 pct. CO2-neutral bygas i 2025,« siger Morten Stanley.   

For borgerne i hovedstaden betyder det, at de så at sige bliver selvforsynende med bygas. Det, der forsvinder, når man trækker ud på badeværelset, vender tilbage i køkkenet på et senere tidspunkt – som bygas. 

Fakta om projektet 

Det nye anlæg vil øge produktionen af biogas og reducere CO2-udledningen. Det sker i en proces, hvor der sættes strøm til vand i et elektrolyseanlæg. Her dannes der brint og ilt. I et biologisk metaniseringsanlæg tilsættes brinten sammen med CO2 fra den rå biogas, og mikroorganismer omdanner i en biologisk proces CO2 til yderligere mængder biogas (biometan). Biogassen svarer stort set til den naturgas, der udvindes fra undergrunden, men er i modsætning til denne CO2-neutral. Med den nye proces kan man få markant mere biogas ud af spildevandet, end man normalt får. Så der er tale om en effektivisering af processerne.  

Testanlægget er bygget i en container, som er placeret i relation til det eksisterende opgraderingsanlæg. En del af biogassen bliver sammen med en passende mængde brint ledt igennem det biologiske metaniseringsanlæg. Her føres blandingen ned over nogle såkaldte fyldelegemer, som er podet med metan-producerende mikroorganismer. På grund af testanlæggets beskedne størrelse tilsættes brint fra trykflasker frem for brint produceret lokalt med et elektrolyseanlæg. 

Det særlige ved dette Power-to-X-anlæg er et specialdesignet såkaldt biotrickling filter, hvor naturligt forekommende mikroorganismer fra spildevand skaber den CO2-neutrale biogas. Populært sagt spiser mikroorganismerne CO2 og brint og spytter det ud som biogas, vand og varme.  

Anlægget projekteres og leveres af den danske virksomhed Biogasclean. Virksomheden har tidligere leveret tilsvarende pilot- og fuldskalaanlæg, der er blevet idriftsat på gyllebaserede biogasanlæg.  

FAKTA OM POWER-TO-X 

Power-to-X (PtX) er betegnelsen for en række teknologier, som alle tager udgangspunkt i, at strøm baseret på vedvarende energikilder – sol og vind – udnyttes til at fremstille brint. Det beskriver den proces, hvor strøm og vand bliver lavet om til brint gennem elektrolyse. Brinten kan bruges direkte i eksempelvis lastbiler, færger eller i industrien, men den kan også viderekonverteres til andre brændstoffer – i dette tilfælde til biogas.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering