Vestas klar med lavemissionsstål til vindmøller

Ved at introducere lavemissionsstål i fremstillingsfasen vil den danske vindmøllegigant Vestas spare over 50 procent på CO2-aftrykket over en mølles levetid. Første projekt bliver i 2025.

Ved at anvende lavemissionsstål i de to øverste sektioner af et offshoretårn kan Vestas skære ca. 25 procent af udledningerne sammenlignet med et tårn med konventionelt stål.
Ved at anvende lavemissionsstål i de to øverste sektioner af et offshoretårn kan Vestas skære ca. 25 procent af udledningerne sammenlignet med et tårn med konventionelt stål.

Miljøaftrykket fra produktionen af en vindmølle kommer i høj grad fra de store mængder stål, der indgår i både nacelle og tårn. For at adressere den udfordring har den danske vindmølleoperatør Vestas indgået et partnerskab med stålfabrikanten ArcelorMittal, der skal sænke det aftryk.

Det skal ske gennem introduktionen af lavemissionsstål, der er produceret af 100 procent stålskrot, som smeltes i en lysbueovn drevet af 100 procent vindenergi på ArcelorMittals stålværk, Industeel Charleroi, i Belgien.

Stålpladerne omdannes derefter til tunge plader, der anvendes til fremstilling af vindmølletårne på ArcelorMittals pladefabrik i Gijon, Spanien. Disse tunge plader lavet af lavemissionsstål er i første omgang velegnede til hele landvindmølletårne og den øverste del af havvindmølletårne.

Lavemissionsstålet har en miljøvaredeklaration (EPD), certificeret af en uafhængig part, der beskriver produktets samlede miljøaftryk og gør det lettere at sammenligne produkter.

Ved at anvende lavemissionsstål i de to øverste sektioner af et offshoretårn vil emissionsreduktionen være på ca. 25 procent sammenlignet med et tårn med stål fremstillet fra konventionel produktion. For et helt tårn på land er CO2-reduktionen mindst 52 procent.

Stål og jern udgør 80-90 procent af en vindmølles materialemasse og ca. 50 procent af en vindmølles samlede livscyklusemissioner. Med partnerskabet med ArcelorMittal tager Vestas et vigtigt skridt for at reducere CO2-udledningen i forsyningskæden og håber at opnå et fald på 66 procent i emissionsintensiteten pr. kg stål sammenlignet med stål produceret på konventionel vis.

Selvom lavemissionsstål endnu ikke er et standardtilbud fra Vestas, er det første projekt, der anvender lavemissionsstål, undervejs i form af Baltic Power Offshore Wind Project ud for Polens kyst.

I løbet af 2025 påbegynder Vestas således opførelsen af havmølleparken, der forventes at producere op til 1,2 GW og i sidste ende levere ren elektricitet til mere end 1,5 millioner husstande i Polen. Vestas skal levere, installere og idriftsætte 76 stk. V236-15.0 MW-vindmøller til projektet, og den øverste del af 52 ud af disse tårne vil blive lavet med lavemissionsstål.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering