20 år med elnetværk i DDV

DDV’s elnetværk fejrer sit 20-års jubilæum – og to årtier med videndeling og problemløsning inden for alle aspekter af høj- og lavspænding og elsikkerhed i industri og energiforsyning.

Optimering

I april 2024 runder DDV’s elnetværk sit 20-års jubilæum. DDV blev etableret i 1978, og elnetværket kom til i 2004.

Det markeres med en konference 24. april i Fredericia, hvor en række eksperter og oplægsholdere vil gøre deltagerne klogere på forskellige aspekter af det elektriske Danmark.

Netværksformand Johnny Nielsen og Palle Verner Hansen fra netværkets bestyrelse kigger i den anledning tilbage på to årtiers aktiviteter i elnetværket, som i dag har cirka 75 aktive medlemmer.

»Netværket har haft mange forskellige typer aktiviteter og emner på bordet i de tyve år, men elsikkerhed – både forsyningssikkerhed, personsikkerhed og materiel sikkerhed – har været et fast tema igennem alle årene,« siger Palle Verner Hansen.

Noget af det første, netværket beskæftigede sig med, var SKS (i dag KLS), og igennem årene har der været et løbende samarbejde og udveksling af viden med blandt andre Sikkerhedsstyrelsen, Energinet og arbejdsmedicinske klinikker – for at præcisere vigtigheden af sikkerhed.

»Elsikkerhed har været en rød tråd i vores aktiviteter og oplysningsindsats. Vi er igennem alle årene blevet betragtet som en seriøs samarbejdspartner af flere myndigheder. Vi har blandt andet lavet oplysningsvideoer sammen med Sikkerhedsstyrelsen og TEKNIQ Arbejdsgiverne. Vi er en uvildig platform uden særinteresser,« siger Johnny Nielsen.

Når det gælder personsikkerhed, har netværket i flere omgange fået oplæg fra overlæge, ph.d. Anette Kærgaard, som er Danmarks måske førende medicinske ekspert, når det gælder de menneskelige konsekvenser af elulykker. Anette Kærgaard deltager også på netværkets jubilæumskonference.

 

Et fortroligt rum

Netværket er et forum, som kan bruges til at udveksle viden og erfaringer, men også til at stille spørgsmål og få hjælp til konkrete problemstillinger.

»Et netværk er muligheden for at møde andre, der står med nogle af de samme faglige problemstillinger, som du selv har. Hvad den ene ikke ved, ved den anden. Et netværk handler ikke så meget om, hvem du er, men hvad du tilbyder. Selv om kun én stiller et spørgsmål, er der som regel andre, der sidder med samme udfordringer,« siger Johnny Nielsen

»Netværket er et fortroligt rum, hvor man kan dele sine udfordringer og faglige problemer, uden at de kommer videre. Den fortrolighed er meget vigtig for at få alle væsentlige problemstillinger belyst, og som regel viser det sig, at andre sidder eller har siddet med lignende problemer,« siger Palle Verner Hansen.

Alle er som udgangspunkt velkommen i netværket, hvis de arbejder med el-tekniske problemstillinger til daglig.

»Men vi tager som regel en snak med nye medlemmer for at høre, hvorfor de melder sig ind i netværket. Vi har oplevet, at nogen troede, det var en genvej til salg. Men det er ikke formålet med netværket. Vi lader firmalogoet blive ude i garderoben,« siger Palle Verner Hansen videre.

 

En livline til komponenter

Normalt arrangeres cirka fire årlige møder med fysisk fremmøde, og hertil kommer online-møder. De fysiske møder foregår ofte som virksomhedsbesøg kombineret med faglige oplæg.

»Vi vil gerne sige stor tak til alle de virksomheder, vi har fået lov at besøge i årenes løb. Det er vigtigt, at vi kommer ud i den el-tekniske virkelighed, og vi er heldigvis altid blevet godt modtaget på de virksomheder, vi har ønsket at besøge,« siger Johnny Nielsen.

Netværket har også hjulpet i akutte situationer, hvor en virksomhed pludselig har manglet en vigtig komponent, hvilket har truet drift eller produktion.

»Så er netværket trådt til med meget kort varsel og har skaffet en transformer, en PLC, eller sikringer. På den måde giver netværket dig også en livline, hvor man måske med få timers varsel kan skaffe en komponent, der ellers er flere ugers leveringstid på,« siger Johnny Nielsen.

Ny lovgivning, nye regler og krav har også været et gennemgående tema i netværket lige som nye tekniske løsninger er emnet for oplæg fra eksperter, leverandører, producenter og myndigheder.

»Vi prøver at reagere hurtigt på aktuelle problemstillinger. For eksempel et stort arrangement om brande pga. fejl i elinstallationer. Der var kæmpe deltagelse, og det er jeg meget stolt over, at vi lykkedes med,« siger Johnny Nielsen.

 

Fremtiden for netværket

Den grønne omstilling af Danmark bygger på en øget elektrificering af det samlede energisystem – herunder en forventet udbygning og forstærkning af både høj- og lavspændingsnet.

Elbiler, datacentre, varmepumper og PtX-anlæg er blandt de fremtidige forbrugere, som vil stille større krav til elnettets ydeevne og robusthed.

»Stabil og tilstrækkelig elforsyning er udfordret, som planerne for vores energisystem ser ud. Vi ser allerede problemer med blink i nettet, altså kortvarige udfald af strømforsyning og spænding. Det var et af vores medlemmer, som først gjorde os opmærksom på problemerne. Og det viste sig at være en udbredt problemstilling, som vi har taget op i netværket og blandt andet uddelt guidelines for spændingsudfald til hele netværket,« siger Palle Verner Hansen.

En anden fremtidig tendens, som optager netværket, er den stadig mindre praktiske og eltekniske erfaring hos flere af de elektrikere, installatører, maskinmestre og ingeniører, der bliver ansvarlige for elanlæg og forsyning.

»Vi er meget optaget af, hvordan vi fastholder praktisk elteknisk erfaring – ikke mindst når vi kommer op på højspændingsniveau. En elektriker eller installatør, der kun har bygget huse, har normalt ikke tilstrækkelig viden, hvis de en dag bliver ansvarlige for et højspændingsanlæg. Det problem bliver noget, vi skal beskæftige os med fremover,« siger Johnny Nielsen.

Så elnetværkets relevans er uformindsket, lyder meldingen.

»Jeg tror endda, at vi har større berettigelse end nogensinde. Vi kan se på tilmeldingen til vores arrangementer, at vi rammer et stort behov. Helt aktuelt har vi et udsolgt arrangement med flere på venteliste. Se behovet for elnetværket er stadig stort,« siger Johnny Nielsen.

 

Bliv medlem af elnetværket

Hvis du ønsker at høre mere om elnetværket, og hvordan du bliver medlem, skal du kontakte DDV.

 

20-års jubilæums konference

Se programmet for 20-års jubilæet og tilmeld dig på www.ddv.org/arrangementer

Tid og sted: 24. april, 2024, kl. 09:00-16.00, Messe C, Vestre Ringvej 101, 7000 Fredericia.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering