Ny bog rammer elfaget bredt

Lektor Poul Høgh fra Aarhus Maskinmesterskole har en ny bog på gaden om dimensionering af elektriske installationer, som er direkte rettet mod undervisningen på de tekniske uddannelser. Der er fundet plads til både kravsspecifikationer og bæredygtighed.

Optimering

De studerende på landet videregående tekniske uddannelser kan se frem til at få en lærebog mellem hænderne, når der er elfag på skemaet. ”Anvendt elektroteknik – projektering af elektriske installationer” hedder værket, der er en lærebog til undervisningen i alle faser af projektering og dimensionering af elektriske installationer.

Forfatteren bag bogen er lektor Poul Høgh fra Aarhus Maskinmesterskole, og materialet har han samlet sammen gennem længere tid via deltagelse i standardiseringsudvalg, sparring med og afholdelse af en stribe webinarer og kurser. Inden udgivelsen har bogen desuden været igennem den bedst tænkelige fokusgruppe – hans egne studerende.

Poul Høgh er uddannet maskinmester og har siden taget en MMT fra Aalborg Universitet.
Poul Høgh er uddannet maskinmester og har siden taget en MMT fra Aalborg Universitet.

»Det har givet noget rigtig god feedback og fortalt mig, at denne her bog altså har et indhold og et sigte, som giver virkelig god værdi i vores undervisning. Det har været vigtig at afprøve, om lærebogen er inspirerende og motiverende til faget, og at de anviste metoder og eksempler er anvendelige i at give de studerende det ønskede overblik og forståelse af fagets metoder,« siger Poul Høgh.

Konkret skal bogen gerne være et håndgribeligt hjælpemiddel til fagfolk ved at give dem nogle metoder og guidelines til at udføre installationer korrekt og inden for standardernes rammer, som ellers kan være svære at forholde sig til.

»Når du åbner en standard, så er den jo mange sider lang, og hvad er det så lige, man skal være opmærksom på? Det kan være svært at overskue, så jeg har trukket det aktuelle stof ud og udarbejdet vejledninger, som kan anvendes direkte,« forklarer Poul Høgh.

Han ser blandt andet frem til, at bogen kan være en støtte for de studerende, der skal op til el-autorisationsprøven, som han peger på, kan være ’en mægtig udfordring’ for eksempelvis studerende, der kommer direkte fra gymnasiet eller HTX og ikke har den store, praktiske erfaring med at udføre installationer.

»Der skal bogen skal kunne give dem nogle forklaringer på de metoder, vi anvender og ikke mindst de forudsætninger for konkrete dimensioneringer, der er aktuelle. Efterfølgende kan de så gå direkte til guidelinen, når de har forstået det overordnede,« siger Poul Høgh.

 

Rammer bredt fra lærlinge til eksperter

Et ifølge forfatteren efterspurgt kapitel i bogen handler om kravsspecifikationer, som har sit afsæt i det skifte mellem to bekendtgørelser – Stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 6 og Bekendtgørelse 1082 – der fandt sted i 2017 til 2019.

»Historikken kommer fra virksomhed i Frederikshavn, som skulle have etableret en produktionslinje til en ny motortype. Installatøren havde bedt om et og fået et tilbud, hvor der blev refereret til den gamle bekendtgørelse. Og så gik han tilbage til leverandøren og sagde, at det var forkert, og løsningen blev så at installatøren selv stregede den gamle bekendtgørelse ud, og skrev 1082 i stedet,« fortæller Poul Høgh.

Men de to bekendtgørelser er ikke det samme, understreger han videre, så får at undgå den slags misforståelser fremover, fandt han ud af, at der skal skrives nogle krav ind i udbudsmaterialet, så installationerne kommer til at opfylde de rigtige specifikationer og standarder.

»Så kapitlet om kravspecifikationer indeholder 20 anbefalinger til meget specifikke krav, sådan at man som udbyder af en licitation kan se på, hvad der er relevant i det enkelte projekt, og hvad man gerne vil sikre sig, at man får med i sin installation. Det giver også bedre retssikkerhed, fordi man undgår at skulle ud i en tvist om, hvordan standarderne skal fortolkes,« siger Poul Høgh.

Bogens næstsidste kapital bunder i fire års forskning i det, Poul Høgh kalder bæredygtig dimensionering; for hvordan vælger man egentlig et kabel i en installation, så man kan påstå, at den er bæredygtig? Det tog sin tid, for begrebet bæredygtighed ikke er særlig kendt i branchen.

»De fleste vil ikke rigtig have noget med det at gøre, fordi prissætningen i elbranchen sker ved, at man ser på det sikkerhedsmæssige, som selvfølgelig skal være i orden, og så ser man på, hvilken pris der kan sørge for, at det lige præcis bliver opfyldt. Det vil sige, at når man får en installation, så kan den lige præcis opfylder de nødvendige sikkerhedsmæssige krav,« forklarer Poul Høgh.

Inden for bæredygtighed er parametrene imidlertid nogle andre og mindre målbare; mere ansvarlig udnyttelse af ressourcer, bedre arbejdsforhold og mere genbrug af eksempelvis kobber i ledninger.

Derfor arbejder Poul Høgh i bogen med et begreb, han kalder økonomisk dimensionering, hvor han ser på tabet i kablerne og de udgifter, der er forbundet til dem. Der, hvor de to poster møder hinanden, har man ifølge forfatteren det optimale niveau for valg af et kabeltværsnit.

»På den måde synes jeg bogen har rigtig meget nyt at byde på, så den ikke kun er for mine studerende, men også maskinmestre, installatører og andre ude i marken. Den rammer bredt, lige fra lærlinge til eksperter, så det er jeg da glad for,« siger han.

”Anvendt elektroteknik – projektering af elektriske installationer” udkommer på Egmont i starten af november. I den forbindelse vil forlaget afholde en lancering af bogen med oplæg fra udvalgte eksperter.

Om forfatteren

Poul Høgh har svendebrev som elektriker med flere års erfaring med udførelse af større elektriske installationer i Danmark og i udlandet. Uddannet maskinmester fra Maskinmesterskolen København.

Har mere end 25 års erfaring som underviser i elektroteknik og dimensionering af elektriske installationer på maskinmesteruddannelsen. Har desuden en Master in Management of Technology (MMT) fra Aalborg Universitet.

I DDV-regi håber Poul Høgh på at kunne præsentere sin bog på et kommende møde i EL-netværket, ligesom han vil være til at træffe på Akademisk Forlags stand på Ajour 2022 i Odense i slutningen af november.

 

Bogen består af følgende kapitler:

  • 1 og 2 indeholder forklaringer til bekendtgørelser og regler
  • 3, 4, 5 og 6 omhandler projekterings- og dimensioneringsanvisninger efter standarderne i 60364-serien
  • 7, 8, 9, 10 og 11 er vejledninger til at opnå fornuftig drift og vedligeholdelse, herunder kravsspecifikation på installationer.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering