Milliardvirksomhed til Vordingborg Kommune

Verdens første eFuels-anlæg i stor skala placerer sig på Vordingborg Havn.

Vordingborg Havn

Virksomheden Arcadia eFuels vil placere verdens første eFuels-anlæg i stor skala på Vordingborg Havn på Masnedø. Det skriver virksomheden i en udsendt pressemeddelelse.

Arcadia eFuels bruger vedvarende elektricitet, vand og kuldioxid til at producere netto kulstoffri brændstoffer, der kan bruges i eksisterende motorer og eksisterende infrastruktur, herunder til brug som brændstof for flymotorer.

I pressemeddelelsen kalder virksomheden Vordingborg Havn for den perfekte beliggenhed på grund af tilgængeligheden af grøn strøm og havneadgangen , der giver mulighed for fragt af råvarer og slutprodukt til kunderne.

Arcadia eFuels administrerende direktør Amy Hebert takker samtidig Vordingborg Kommune og Vordingborg Havn for den professionalisme, der gjorde beslutningen om den første plads for virksomheden til et nemt valg.

Borgmester Mikael Smed er på kommunens vegne stolt over, at Arcadia eFuels har valgt Vordingborg og byder virksomheden hjertelig velkommen.

»Arcadia eFuels understøtter vores ambition om, at vores område skal være Østdanmarks omdrejningspunkt for den grønne industri, og aftalen viser, hvor vigtigt det har været at tænke fremad og udvide Vordingborg Havn for at sikre, at vi kunne tiltrække virksomheder af denne størrelse,« siger Mikael Smed.

»Det har en betydelig global brandingværdi for vores kommune og hele området, at vi har virksomheder som Arcadia eFuels, der er frontløber for kommercielt produceret kulstoffri brændstof til luftfart og skibe. Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde med Arcadia eFuels i den videre planlægningsproces, indtil produktionsanlægget kan stå klar i 2024,« udtaler Mikael Smed i pressemeddelelsen.

Administrerende direktør i Vordingborg Havn, Jan-Jaap Cramer, er også både stolt og glad.

»Vores havnestrategi har haft og har stadig stor fokus på grøn omstilling, og Arcadia eFuels passer perfekt ind i denne strategi. Med endnu en grøn virksomhed på Vordingborg Havn, der vil skabe arbejdspladser og en positiv økonomi, bliver Vordingborg Kommune endnu mere synlig og styrker dens fremtidige muligheder for at være vært for miljøgrønne virksomheder,« udtaler Jan-Jaap Cramer.

Også administrerende direktør i Vordingborg Erhverv Bolette Christensen er begejstret for, at Arcadia eFuels har valgt Vordingborg.

»Det er gode nyheder for Danmark, for Vordingborg kommune og for den grønne omstilling, at Arcadia vælger Vordingborg Havn til at etablere deres første banebrydende Power-to-X produktionsanlæg til kulstoffri flybrændstof. Dermed bliver Vordingborg Kommune et stærkt grønt knudepunkt for kommercielle Power-to-X-anlæg i stor skala. Det vil give både den grønne omstilling og erhvervslivet i vores område et kæmpe løft over de næste mange år,« udtaler Bolette Christensen i pressemeddelelsen.

Arcadia eFuels på Vordingborg Havn forventer at skabe 60 faste lokale arbejdspladser.

Virksomhedens plan er at starte opførelsen i 2023 og opstarte kommerciel drift inden udgangen af 2024.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering