Havområderne i Arktis og Nordatlanten, altså hele vejen rundt om Grønland og de nærliggende dele af Nordpolen, samt ned mod Færøerne, bliver stadigt mere strategisk vigtige, ikke mindst i takt med, at klimaforandringerne og de stigende temperaturer gør farvandene sejlbare i længere perioder ad gangen.
I den forbindelse har Forsvaret en vigtig opgave med at patruljere i området for blandt andet at sikre et militært forsvar af Grønland og Færøerne, suverænitetshævdelse, fiskeriinspektion, støtte til videnskabelige ekspeditioner og ammunitionsrydning.
Indsatsen bliver koordineret af Arktisk Kommando, der fra hovedkvarteret i Nuuk disponerer over en flåde af inspektionsskibe og -fartøjer, men selvom det i det seneste forsvarsforlig er det besluttet, at Forsvarets opgaveløsning i Arktis skal styrkes som følge af den øgede aktivitet i området, så halter det gevaldigt med udstyret, skriver DR.
De vigtige inspektionsskibe af Thetis-klassen, som forsvaret har fire af, blev således søsat i 90’erne og nærmer sig derfor udløbsdatoen. Helt grundlæggende er de slidte og går derfor ofte i stykker.
»På to af skibene har vi udfordringer med, at koblingerne i gearet kan smelte sammen. På grund af skævt slid, vil jeg tro. Når det sker, så har vi behov for at reparere den del af fremdrivningssystemet. Det er ikke underligt, at det sker på et skib, der er 30 år gammelt,« siger kommandør Gorm Bergqvist, der er chef for Søværnets 1. Eskadre, som opererer Thetis-inspektionsskibene, til dr.dk.
Kan ikke fortsætte med at stikke hovedet i jorden
Situationen overrasker heller ikke Lars Jenry Petersen, der er lektor på Fredericia Maskinmesterskole og underviser på Videncenter for Drift og Vedligehold. Det handler simpelthen om en afvejning mellem at tage skibene ud af drift i længere tid kontra at holde dem sejlende med lappeløsninger.
»Som det ser ud lige nu, så vil det tage mellem fem og otte år at bygge et nyt skib, så det man snarere burde gøre, det var at få lavet en plan for at tage de her fire skibe op af vandet i et halvt år ad gangen og så give dem et retrofit med nyt maskinrum, nyt elsystem og ny ’køje’, som man plejer at sige. Det er meget billigere, meget hurtigere og meget nemmere,« siger han.
Det er en opgave, adskillige danske værfter vil kunne løfte, påpeger Lars Jenry Petersen videre, og det er noget, man bør prioritere.
»Hvis man fortsætter, som man gør nu, og stikker hovedet i jorden, så sker der i hvert fald ingenting. Man er nødt til at gå tilbage og se på, hvor meget udfald, man har på de skibe, og så lave en plan for, hvordan man kan få dem opgraderet og samtidig beholde dækningen med to skibe på vandet 365 dage om året,« siger han.
Selve alderen på fartøjerne bør ikke være noget problem i sig selv, understreger Lars Jenry Petersen, det handler ganske simpelt om at passe ordentlig på dem.
»Man kan sagtens operere et 30 år gammelt skib, det skal bare vedligeholdes efter alle kunstens regler. DSB’s IC3-toge er 35 år gamle, og ser man isoleret på dem, så er de faktisk enormt pålidelige. Det skyldes, at der er grundige planer for, hvordan de bliver holdt kørende med nye motorer og så videre. Så når Forsvaret har problemer med de her skibe, så er det fordi, man ikke har prioriteret dem,« lyder dommen.
Politisk beslutning kræver data
Lars Jenry Petersen medgiver, at der er en masse politiske overvejelser indblandet i, hvordan Søværnet kan disponere over sine midler, men at det burde være muligt at lave en vedligeholdelsesplan for de fire inspektionsskibe, er han ikke i tvivl om.
»Så der skal tages en politisk beslutning, og i den forbindelse skal der jo være et grundlag, man kan beslutte noget ud fra. Det kræver noget data, så man skulle sætte sig ned og se på, hvordan tilgængeligheden på de her fartøjer har været de sidste fem år, og hvis den kurve er faldende – og det er den jo nok – så har man noget at forhandle ud fra,« siger han.
Det er netop den data, fagfolkene i Forsvaret skal kunne læne sig op ad i deres argumentation med de ansvarlige på Christiansborg. Får man den viden på plads, bør casen i Lars Jenry Petersens øjne være forholdsvis simpel.
»Med den her konkrete viden i hånden, så kan Forsvaret jo sige, at ’vi er nødt til at sætte ind her og her, eller kan vi simpelthen ikke opfylde den kontrakt om tilstedeværelse i farvandene, som vi har indgået med styret i Grønland’. Det burde jo være til at forholde sig til,« konkluderer han.
