
Byggebranchen er en af de helt store klimasyndere på verdensplan, når det gælder udledninger af CO2, så alle tiltag i retning af reduktioner kan gøre en forskel. For at løfte sin del af opgaven, har Teglvirksomheden Egernsund Wienerberger længe arbejdet med udviklingen af en klimaoptimeret mursten.
Det første produkt i den miljøvenlige murstensserie LESS kom på markedet for tre år siden, og fra 1. maj 2023 er virksomheden nået til et punkt, hvor selskabets største site, Vesterled Teglværk ved Sønderborg, vil blive omlagt til udelukkende at producere LESS-stenen.
»Den nye LESS-mursten har ligesom sin forgænger alle egenskaber fra den massive sten; der er ikke gået på kompromis med hverken kvalitet eller holdbarhed. Til gengæld har vi formået at reducere materialeforbruget med 15 procent og ved samtidig at brænde med biogas reducerer vi CO2-udledningen i produktionen med 70-90 procent sammenlignet med en traditionel mursten produceret med naturgas,« siger Regional Operation Director i Egernsund Wienerberger, Andreas Christensen, der er ansvarlig for produktionen på Vesterled Teglværk.

Egernsund Wienerberger er Nordens største teglvirksomhed og har et erklæret mål om at være klimaneutrale senest i 2050. I den forbindelse understreger Andreas Christensen behovet for, at alle aktører bidrager til at reducere CO2-udledningen, men han påpeger samtidig, at byggeriet ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken.
»Vi tror på, at meget kan hentes ved almindelig procesoptimering og større fokus på at bygge med langtidsholdbare løsninger, der hverken kræver stor vedligeholdelse eller udskiftning. Derfor omlægger vi produktionen og gør LESS endnu mere relevant for fremtidens byggeri,« siger han.
