På vej mod verdens mest bæredygtige tæpper

Danske Ege Carpets er i fuld gang med at klima- og miljøoptimere produktionen rundt om i Danmark for at gøre sine tæpper så miljøvenlige som muligt, både for at imødekomme kundernes krav og at styrke sin egen position.

Ege Carpets har et mål om at skære kraftigt i sit CO2-fodaftryk, hvilket bl.a. skal ske gennem en elektrificering af produktionen.
Ege Carpets har et mål om at skære kraftigt i sit CO2-fodaftryk, hvilket bl.a. skal ske gennem en elektrificering af produktionen.

Ambitionerne fejler ikke noget hos den danske tæppeproducent Ege Carpets, der har et langsigtet mål om at skabe verdens mest bæredygtige tæpper. Det er en stor udfordring, medgiver virksomheden selv, der har sat gang i en stribe både større og mindre initiativer for at nå målsætningen.

På den helt store klinge handler det først og fremmest om at udfase forbruget af gas i produktionen og i stedet elektrificere maskineriet på fabrikkerne i Herning (to lokationer), Gram og Røjle ved Middelfart. På de fire sites har man sammenlagt omkring 110.000 m2 under tag, så der er noget at komme efter.

»Hvor vi før havde en gaskedel, er vi for nogle år siden gået over til fjernvarme fra solfangere, som primært leverer varme til os. Vi har også sat varmevekslere på vores ovne, som ligeledes laver varme til os selv, og overskuddet sælger vi tilbage til fjernvarmenettet,« forklarer maskinmester og projektudvikler i Ege Carpets, Morten Due.

Ved på den måde at genvinde varmen fra nogle af produktionsprocesserne og sende den ud i fjernvarmesystemet, kunne Ege Carpets i 2022 producere 1.364 MWh overskudsvarme til opvarmning af 341 huse i lokalområdet.

Produktionen hos Ege Carpet.
Elforbruget på Ege Carpets’ produktionsanlæg dækkes allerede nu 100 procent af investeringer i vedvarende energi.

Til produktionen i Herning Nord og Gram i Sønderjylland har Ege Carpets, hvis historie strækker sig tilbage til 1938, købt to eldampkedler, der skal stå parallelt med gaskedlen, således at sidstnævnte kan stå standby og kun sættes i drift, hvis elkedlen eksempelvis skal serviceres.

I Gram har man desuden installeret infrarøde varmefelter som erstatning for en gasovn til at forsyne produktionsanlægget. I alt drejer det sig om rundt regnet 600 kW elvarmeflader.

»Det sker selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, det er mere en løbende udskiftning af forskellige kvaliteter opvarmning over til el,« siger Morten Due.

»Vores kunder ude i verden efterspørger produkter mest mindst muligt CO2-aftryk, og så er det klart, at hvis vi kan komme med nogle tæpper med et 42 procent lavere aftryk, så har vi en solid fordel i markedet.«

Morten Due, projektudvikler, Ege Carpets

Mange bæredygtighedsskibe i søen

For Ege Carpets handler investeringerne i elektrificering af produktionen mest af alt om at forbedre virksomhedens CO2-regnskab, hvilket udfasningen af gas da også gør i ganske markant omfang. Med de to eldampkedler i drift i Herning og Gram vil man på koncernniveau spare godt 42 procent CO2.

»Det er helt sikkert noget, vi kan bruge i salgsøjemed. Vores kunder ude i verden efterspørger produkter mest mindst muligt CO2-aftryk, og så er det klart, at hvis vi kan komme med nogle tæpper med et 42 procent lavere aftryk, så har vi en solid fordel i markedet,« siger Morten Due.

Elforbruget på Ege Carpets’ produktionsanlæg dækkes allerede nu 100 procent af investeringer i vedvarende energi fra havvindmøller og andre fornybare kilder. Investeringer i biogas dækker desuden 61 procent af selskabets naturgasforbrug; et forbrug man i fremtiden vil nedbringe mest muligt ved at investere i andre teknologier, der kan drives af strøm eller mere bæredygtige energikilder.

Udover de energirelaterede tiltag bruger Ege Carpets i stor stil genbrugsgarn fremstillet af gamle fiskenet, plastikflasker og lignende, som man farver med miljøvenlige farvestoffer. 86 procent af det resterende farvestof recirkuleres konstant i et komplekst netværk af slanger for at sikre optimal brug og forhindre tilstopning af dyserne, der injicerer farverne i tæppernes luv.

Vandforbruget er også i fokus hos tæppeproducenten, der renser og genbruger 13.536 m3 produktionsvand hvert år. Rensningen omfatter blandt andet at man trækker fortykningsopløsning ud af vandet i løbet af vaskeprocessen i farvningsanlægget. På den måde sparer man årligt 463 ton fortykningsmiddel.

Ege Carpets har i det hele taget været langt fremme på CSR og bæredygtig forretningsførelse gennem mange år, og kan allerede nu bryste sig af at være det eneste tæppemærke med et kontraktsortiment, der er 100 procent Cradle to Cradle-certificeret, pt. på bronzeniveau med et mål om platin inden 2030.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering