HOFOR vil spare energi ved hjælp af AI

Kunstig intelligens skal hjælpe HOFOR med at sænke energiforbruget i etageejendomme gennem et samarbejde med Danfoss, der fjernstyrer forbrugernes fjernvarme. Forsyningsselskabet regner med at kunne spare op mod 60 mio. kr. på varmeudgifterne.

Optimering
Der er store besparelser at hente på både CO2 og økonomi gennem AI-projektet.

Etageboligejendomme kan spare fem procent varme årligt, hvis de får fjernstyret deres fjernvarme, viser pilotprojekt gennemført af HOFOR, Danfoss og Københavns Kommune på 100 ejendomme i hovedstadsområdet.

Via et intelligent online styringssystem i ejendommen har HOFOR på baggrund af en række data som for eksempel vejret, ejendommens forbrug og tidspunktet på døgnet kunnet se, hvornår det er muligt at tilføre bygningen mindre fjernvarme, uden at beboerne mister komfort.

Den primære årsag til, at beboerne ikke har kunnet mærke en større temperaturforskel, er, at for eksempel mursten, beton i vægge, gulve og lofter i boligerne afgiver varme, mens HOFOR i kortere perioder i døgnet har skruet lidt ned for tilførslen af fjernvarme til bygningen.

I forsøget har HOFOR benyttet sig af løsningen Leanheat fra Danfoss, der kombinerer banebrydende teknologi, dataanalyse og kunstig intelligens til at optimere energiforbruget og forbedre driftseffektiviteten i bygninger.

Områdechef for Fjernvarme i HOFOR John Halkjær Christensen fortæller, at pilotprojektet nu bliver udvidet, så det fremover kan omfatte op mod 700 etageboligejendomme. Formålet er at finde ud af, om det kan medvirke til, at HOFOR kan spare på spidslastproduktionen af fjernvarme, som sker med olie og naturgas:

»Med et intelligent styringssystem kan HOFOR kortvarigt sænke tilførslen af fjernvarme til bygningerne og bruge den andre steder i systemet. Når vi på den måde kan justere forbruget, så betyder det, at vi skal producere mindre af den dyre og CO2-tunge varmeproduktion, der typisk kan ligge morgen og aften,« siger han.

Fjernvarmen fra HOFOR er 85 procent CO2-neutral, mens de sidste 15 procent kommer fra affaldsvarme og spidslastproduktion. Hvis AI-konceptet virker efter hensigten, vil HOFOR gå efter at udbrede den fjernstyrede fjernvarme til alle cirka 10.000 store etagebolig-ejendomme i København. De vil samlet kunne spare op mod 60 millioner kroner årligt i varmeudgifter.

»Selvom det vil tage tid, før alle etagebolig-ejendomme har online varmestyring, så tror vi meget på fjernstyring af fjernvarmen. De her besparelser vil sammen med nye kilder til varme som geotermi, varmepumper og overskudsvarme sammen med lavtemperaturfjernvarme om nogle år give os en mindre CO2-udledende, mere effektiv og sikker varmeforsyning i København,« siger John Halkjær Christensen.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering