Danmarks Grønne Fremtidsfond er nu en realitet: Milliarder på vej til grønne virksomheder

Danmark har fået en grøn fremtidsfond, der skal sikre kapital til grønne løsninger – kapital, der nu er blevet endnu vigtigere efter coronakrisen, og som skal bidrage til, at Danmark er i førersædet, når det kommer til grøn omstilling.

15.09.2020: Danmarks Grønne Fremtidsfond er nu en realitet | Optimering.nu

I slutningen af 2019 blev fremtidsfonden besluttet, og nu er den endelige aftale faldet på plads mellem regeringen og partierne bag finansloven. Dermed er rammerne på plads, således Danmarks Grønne Fremtidsfond nu er klar til at sende milliarder ud til grønne teknologier og løsninger til gavn for klima og økonomi. Og det er vigtigere end nogensinde som konsekvens af den virus, der har hærget verden.

Med etableringen af fonden vil vi gerne sende et stærkt signal om, at det er klimaet og de grønne virksomheder, der er fremtidens forretning både før, under og efter krisen, lyder det fra bestyrelsesformand for Vækstfonden, Tue Mantoni.

»Denne politiske beslutning er helt afgørende for Danmarks og vores fælles fremtid. Sammen med EKF, Danmarks Grønne Investeringsfond og IFU har vi nu et vigtigt arbejde i at få pengene ud der, hvor de tæller i klimaregnskabet. Et arbejde, vi heldigvis længe har forberedt os på, så jeg venter mig ganske meget af dette initiativ.«

Glæden deles af Anders Eldrup, bestyrelsesformand for Danmarks Grønne Investeringsfond, der forudser, at fremtidsfonden kommer til at spille en afgørende rolle i realiseringen af Danmarks 70-procentsmål:

»Det er en stor glæde, at vi nu kan begynde arbejdet med at sikre endnu mere kapital til grønne teknologier og løsninger. Så kan vi bidrage til udvikling af nye bæredygtige virksomheder, skabe mange nye job og betydelige CO2-reduktioner, der kan hjælpe os på vej mod 70-procentsmålet i 2030.«

 

Fokus på klimainnovation

I Danmark har vi en lang tradition for klimainnovation og udvikling af grønne teknologier. Og netop denne type innovation og iværksætteri skal bidrage til, at klimaet går en lysere fremtiden i møde. Det mener Rolf Kjærgaard, administrerende direktør i Vækstfonden:

»I Danmark har vi mange dygtige, grønne iværksættere. De er alle sammen med til at bidrage til, at klimaet går en bedre og lysere fremtid i møde, og vi skal gribe det momentum, coronakrisen har skabt. I Vækstfonden arbejder vi hver dag for at udvikle de virksomheder, Danmark ikke må gå glip af, og i den ligning er de grønne virksomheder uundværlige. Det bliver dem, vi skal leve af i fremtiden.«

Rolf Kjærgaard synspunkt bakkes op af Michael Zöllner, Managing Director i Danmarks Grønne Investeringsfond:

»Med aftalen på plads kan vi nu påbegynde et vigtigt arbejde. Vi kan sikre finansiering til nye teknologier som for eksempel vertical farming, intelligente varmepumper eller revolutionerende maskiner til omstilling af industri. Jeg glæder mig til at komme ud at lære mere om de spændende, grønne projekter hos danske virksomheder rundt omkring i hele landet.«

Danmarks Grønne Fremtidsfond har en samlet kapacitet på 25 milliarder kroner, som er fordelt på fire fonde, nemlig EKF Danmarks Eksportkreditfond, Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), Danmarks Grønne Investeringsfond og Vækstfonden. Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond er blevet styrket med samlet 10 milliarder kroner.

Læs mere om Danmarks Grønne Fremtidsfond »» HER.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering