Ansøgninger for 110 millioner kroner i tilskudspulje til virksomheder

Energistyrelsen har i alt modtaget 347 ansøgninger om tilskud i første ansøgningsrunde til Erhvervspuljen i 2021. Samlet set er der ansøgt for cirka 63 procent af ansøgningsrundens afsatte midler.

18.02.2021: Ansøgninger for 110 mio. kr. i tilskudspulje til virksomheder | Optimering.nu
Foto: Colourbox.

Erhvervspuljen har været åben for ansøgninger fra virksomhederne fra 18. januar til 1. februar 2021. Ud af den vejledende tilsagnsramme for ansøgningsrunden på 175 millioner kroner er der ansøgt om tilskud for cirka 110 millioner koner svarende til cirka 63 procent. Der gennemføres som udgangspunkt i alt fem runder i 2021 med en samlet ramme på 600 millioner kroner (inklusive administration).

»Vi ville naturligvis gerne have fuldt afløb i første runde 2021. Men det er positivt, at vi i denne runde har modtaget et større antal ansøgninger end i puljens første ansøgningsrunde sidste efterår. Erhvervspuljen er fortsat i en opstartsfase, og det er vigtigt, at vi i Energistyrelsen sammen med erhvervslivet forsat arbejder for at udnytte det potentiale, som puljen rummer. Vi ser frem til, at der kommer endnu flere ansøgninger i de næste runder i 2021 og frem,« siger vicedirektør Stig Uffe Pedersen, Energistyrelsen.

Tildelingen af midlerne i puljen sker på baggrund af en konkurrencebaseret model, hvor ansøgningerne rangeres efter den laveste støttepris per sparet kWh. Der er et støtteloft i puljen på 7 øre per sparet kWh. Afskæringsprisen i tilskudsordningens første ansøgningsrunde i 2021 blev fastsat til loftet på 7 øre, fordi dette niveau er højeste indkomne budpris, og fordi der samlet set er søgt mindre, end der er afsat midler til i runden.

Virksomhederne har nu frem til 6. april til at indsende deres endelige ansøgninger.

 

Fakta

Erhvervspuljen er en tilskudspulje til energieffektivisering i virksomheder, der skal sikre omstilling og effektivisering af virksomhedernes energiforbrug. Puljen er på i alt cirka 3,9 milliarder kroner og løber fra 2020 til 2029. Den næste ansøgningsrunde bliver 15. marts 2021. De nærmere tidsfrister for de øvrige ansøgningsrunder i 2021 meldes ud løbende. Læs mere om puljen på: www.ens.dk/erhvervstilskud.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering