Systematisk bæredygtig drift bliver en del af pensum

Tillærte værktøjer, systemer og struktur i undervisningen på Videncenter for Drift & Vedligehold skal sikre, at de studerende i praksis kan bidrage endnu mere til den grønne omstilling.

Arbejdet med vedligeholdelse og Asset Management er og bliver en vigtig spiller i hele omstillingen til en bæredygtig verden.
Arbejdet med vedligeholdelse og Asset Management er og bliver en vigtig spiller i hele omstillingen til en bæredygtig verden.

Hos Videncenter for Drift & Vedligehold (CDV) på Fredericia Maskinmesterskole vil man nu gerne styrke det strategiske fokus på bæredygtighed endnu mere. Det gælder både diplomuddannelsen i vedligehold, de mange valgfag og andre uddannelsesaktiviteter.

Kort fortalt kommer bæredygtig drift til at gennemsyre alle fagene fra start til slut, da Fredericia Maskinmesterskole har en overordnet samfundsopgave i at yde sit bidrag til at nå 2030-målene om CO2-reduktion. Det fortæller Lars Jenry Petersen, der er lektor ved CDV på Fredericia Maskinmesterskole.

»Vi skal som diplomuddannelse bidrage med værktøjer, systemer og struktur til, at man i praksis kan ændre bæredygtighedsdagsordenen og nedbringe CO2-udledningen. Og vi skal sikre, at værktøjerne rent faktisk bliver brugt i praksis. Så det kunne være interessant at måle, for eksempel et halvt år efter de studerende er færdige med uddannelsen/modulerne, om de rent faktisk benytter den tilegnede viden. Hvis de arbejder systematisk med det – måske kan de vænne sig til det ved at få flere opgaver, de kan løse hjemme i virksomheden – så kan vi for alvor rykke på den grønne omstilling,« siger han.

Asset Management og bæredygtighed går hånd i hånd

Arbejdet med vedligeholdelse og Asset Management er og bliver en vigtig spiller i hele omstillingen til en bæredygtig verden.

»Hvis alle arbejdede efter Asset Management-principperne, havde vi nået 2030-målene. Men så nemt går det ikke, det ved jeg godt. Det kræver også, at der opfindes nogle nye teknologier. Men hvis du vedligeholder efter de modeller og teorier, vi har, så bliver maskiner, komponenter og assets’ oppetid forøget. På samme måde som, hvis du ikke vedligeholder din bil. Så kører den dårligere, bruger mere brændstof og udleder dermed flere partikler og mere CO2,« siger Lars Jenry Petersen.

Pointen er, at hvis du vedligeholder dine assets efter de planer og systemer, du lærer på diplomuddannelsen, vil maskiner og anlæg køre mere bæredygtigt, fordi de bruger mindre energi, understreger han.

Bæredygtigt vedligehold som valgfag

Valgfaget ’Energioptimering og vedligehold’ skal fremover have bæredygtighed som omdrejningspunkt, da målet er, at alt vedligehold skal kunne måles direkte på bæredygtighedsparametrene.

»Hvis du skifter nogle komponenter, skal de være energioptimerede og have en højere virkningsgrad. I det hele taget kan vi gøre maskiner og assets mere bæredygtige, hvis vi har det tankesæt. Det gælder også, når du bliver nødt til at anskaffe nye assets. Mit råd er, at du altid foretager en *Life Cycle Assessment* (LCA), det vil sige, hvad det koster i drift, energi, mandskab og så videre. Og sætter alternativerne op overfor hinanden. Over tid vil du med denne metodik forbruge mindre energi og mindske CO2-udledningen. I dag køber mange det billigste, men det er typisk dyrest i drift,« siger Lars Jenry Petersen.

Han opfordrer til, at vi tænker på andet end økonomien ved køb. Gå efter assets, der er efterprøvet, så du får maskiner med høj pålidelighed, der kan køre i mange år. For anlæg med mange driftsstop, koster også på energikontoen, da andre tilknyttede assets stadig kører, uden at der produceres noget. Et pålideligt anlæg er måske dobbelt så dyrt, men tjener sig måske ind på tre-fire år. Herefter giver det overskud, fordi det er billigere i drift og vedligeholdes mindre, lyder hans vurdering.

»Indkøb skal drives af evidens, data og modeller. Og ikke det billigste tilbud. Flere beslutningstagere og økonomiansvarlige har taget det til sig. For det billigste bliver tit det dyreste i sidste ende,« fastslår Lars Jenry Petersen.

Genbrugte eller nye maskiner

Der hersker generelt en vedvarende diskussion om, hvorvidt det er bedst at renovere og genbruge maskiner eller anskaffe sig nogle nye. Ifølge Lars Jenry Petersen kommer vi ikke udenom at genbruge langt mere.

»Nyt er ikke bæredygtigt. Nye materialer koster en masse CO2. Det kan i mange tilfælde bedst svare sig at energioptimere assets, så man skal tænke sig godt om, før man skifter maskinparken ud. Der kan være gode grunde til det; teknologien kan blive for gammel, måske kan vi ikke få reservedele længere. Hvis vores viden om aktiverne er forsvundet, kan vi blive tvunget ud i at anskaffe nogle nye assets. Men der er ingen tvivl om, at CO2-belastningen er større på nyt materiel, end hvis du opgraderer dine maskiner,« siger han.

I fremtiden skal der konstrueres nogle stærkere assets, hvor komponenter nemmere kan skiftes ud løbende. Det skaber mulighed for, at grundassets kan holde i mange år.

»Jeg tror, at vi i fremtiden vil tænke retrofit, det vil sige i opgradering, men også genbrug af eksisterende maskiner og inventar ude på fabrikkerne. De vil samtidig kunne omstilles hurtigt til ny produktion, mens selve bygningerne vil stå og i stedet blive renoveret, da nye mursten koster dyrt i CO2-regnskabet. Bliver vi bare ved med at rive ned og bygge op, når vi aldrig CO2-målene. Det er lækkert med spritnyt udstyr, men det er ikke bæredygtigt. Så modernisering og opgradering er vejen frem,« siger Lars Jenry Petersen.

Han slår på tromme for, at der skal udvikles langt mere bæredygtigt design, fordi det resulterer i assets, der kan køre i rigtig mange år.

»Hvis du håndterer et asset fra vugge til vugge, og ikke vugge til grav, er det for alvor bæredygtigt. Det hedder det nu, fordi alt skal genbruges. Og læringsmålene for Asset Management-systemet på CDV’s diplomuddannelse beskriver faktisk, hvordan man gør det,« understreger Lars Jenry Petersen.

 

»Indkøb skal drives af evidens, data og modeller. Og ikke det billigste tilbud. Flere beslutningstagere og økonomiansvarlige har taget det til sig. For det billigste bliver tit det dyreste i sidste ende.«
Udtaler Lars Jenry Petersen, lektor ved Videncenter for Drift & Vedligehold på Fredericia Maskinmesterskole.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering