Syv initiativer skal sikre, at elnettets kapacitet følger med den grønne omstilling

Et samarbejde mellem Energinet og Green Power Denmark betyder lancering af syv initiativer, der skal overkomme forhindringer, så fremtidens elnet kan følge med et kraftigt stigende elforbrug - og mere grøn elproduktion.

Syv initiativer skal sikre, at elnettets kapacitet følger med den grønne omstilling
Foto: Jeppe Carlsen

Den grønne omstilling i samfundet – både blandt den almene befolkning og dansk industri – betyder, at elforbruget allerede i 2030 bliver to-tre gange større, end det er i dag. Det skyldes blandt andet flere elbiler, varmepumper og en industri på el. Samtidig foregår en decentralisering af elproduktionen: Hvor strømmen tidligere kom fra store, centrale kraftværker, vil fremtidens el primært blive produceret af vindmølle- og solcelleparker over hele landet.

»Fremtiden kræver mange flere kabler og transformatorstationer, så vi kan få transporteret strømmen fra vindmøller og solceller og ud til forbrugerne. Det tager tid at planlægge, indkøbe og bygge, og det er afgørende, at det ikke bliver en flaskehals for den grønne omstilling,« siger Kristian Jensen, der er adm. direktør i Green Power Denmark.

 

Net til tiden

Projektet hedder ’Net til Tiden’ og heri ligger der syv forskellige initiativer, der skal sikre tempoet. Initiativerne er med til at sørge for, at det går hurtigt med at etablere nye anlæg på elektriske motorveje, motortrafikveje, landeveje og biveje.

»Vi vil skabe de bedst mulige forudsætninger for at få skabt kabelforbindelser mellem forbrugerne og producenterne af strøm. Det er en kæmpe opgave, og det kræver store investeringer. Men det kan være med til at accelerere den grønne omstilling,« siger Thomas Egebo, der er adm. direktør i Energinet.

Planen – og det, der loves – er, at Energinet og Green Power Denmark inden for 12 måneder kan sætte en tidsramme for tilslutning til elnettet til udviklere af store solcelle- og vindmølleparker. Udgangspunktet er, at det skal gå langt hurtigere, end det gør i dag. Er det mindre anlæg som ladestationer til elbiler, varmepumper til fjernvarmeværker eller el-anlæg til industrier, går det hurtigere med svar og opkobling allerede nu.

»Vi forventer, at det i langt de fleste tilfælde vil være muligt at leve op til de nye servicemål, når de syv initiativer er ført ud i livet. For mere komplicerede sager er det vores ambition at sikre en smidig og effektiv tilslutningsproces, som er tilpasset de individuelle behov,« siger Thomas Egebo.

 

Nogle tilfælde går hurtigere end andre

I nogle tilfælde går det hurtigt med at blive koblet på elnettet, men i andre og mere omfattende tilfælde, skal elnettet først udbygges med transformerstationer og kabler – og det kan være en lidt mere tidskrævende proces. Samtidig er det i disse større sager ofte tilfældet, at kommuner og andre myndigheder skal give tilladelse. Og så skal det tages in mente, at der skal købes udstyr og materialer på et globalt marked, der pt. er hårdt presset – og et marked, hvor efterspørgslen er stor. For det er ikke kun Danmark, der er i gang med den grønne omstilling.

Både den almene befolkning og strømproducenter venter (u)tålmodigt på tilslutningen til elnettet. Ifølge Kristian Jensen skal de syv initiativer både sætte farten op og afstemme forventninger. Samtidig skal der med ét af initiativerne rettes fokus på det politisk-administrative system omkring Christiansborg: Energinet og andre lokale netselskaber skal have bedre muligheder for de nødvendige investeringer. Med andre ord skal rammevilkårene tage højde for opgavens omfang, hvis milliarder skal investeres i det kollektive elnet.

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering