Maskinmesterskole klar med kursus i højspændingskobling

Et nyt tredages kursus i drift og kobling af højspændingsanlæg på Fredericia Maskinmesterskole skal sikre, at højspændingsanlæg drives med størst mulig sikkerhed – foruden økonomisk og energimæssig effektivitet.

Optimering
Med de nye anlæg på Fredericia Maskinmesterskole kan maskinmesterstuderende og kursister opnå god rutine i højspændingskobling.

Den bæredygtige omstilling af Danmark skal i overvejende grad ske med grøn strøm, og behovet for koblinger på højspændingsniveau vil forventeligt stige som følge af den massive udbygning af elnettet, der venter i de kommende år.

For at understøtte den udvikling har Videncenter for Drift og Vedligehold (CDV) ved Fredericia Maskinmesterskole (FMS) udviklet et tredages uddannelsesforløb i drift og kobling med højspændingsanlæg for koblingsansvarlige medarbejdere i relevante virksomheder.

Kobling med højspændingsanlæg foregår blandt andet i datacentre, på hospitaler og skibe, i industrien, ved jernbaner, på kraftvarmeværker og i elforsyningen generelt. Steder, hvor der for alles vedkommende er brug for 100 procent oppetid uden ’blink’ i forsyningen af strøm.

»Udfordringen er, at man mange steder ikke har mulighed for at få ret meget erfaring med kobling på sine højspændingsanlæg. Det kræver jo typisk, at man kan lukke ned for kritisk drift og produktion, hvilket kun giver meget små vinduer til at få den nødvendige rutine. Det vil vi gerne råde bod på med vores nye kursus, hvor vi tilbyder en risikofri læringsproces, som er meget tæt på virkeligheden,« siger lektor og faglig kursuskoordinator på FMS, Henrik Salomon Petersen.

Undervisningen foregår i FMS’ unikke træningsmiljø, og i løbet af de tre kursusdage får deltagerne mulighed for at udføre et højt antal koblinger. Dermed opnår kursisterne altså ikke kun teoretisk viden om reglerne på området, men også god erfaring gennem praktiske øvelser.

»Man lærer at teste en nødgenerator, man lærer også at køre nødforsyning parallelt med nettet, man lærer at koble ind igen efter et blackout, lige som man lærer at koble frem og tilbage mellem forsyning fra henholdsvis net, nødgenerator og UPS-anlæg, der er knyttet til vores mini-datacenter,« fortæller Henrik Salomon Petersen.

Idet der både er behov for at foretage højspændingskobling på land og til søs, afspejler hovedfordelingsanlægget på FMS desuden også højspændingsanlæg, som man har på skibe.

»Alle komponenter og kabler er rigtige højspændingskomponenter, og anlægget er testet hos leverandøren ved rigtig højspænding. Så det vil opføre sig fuldstændig, som et højspændingsanlæg normalt vil gøre. På skolen kører vi dog kun på lavspænding op til 400 V. Men det vil man ikke opdage, hvis man ikke ved det,« siger Henrik Salomon Petersen.

Læs mere om kurset her.

Annonce

Annonce

Optimering

Annonce

Optimering